Om Sundhedsplejen

Sundhedsplejen er et tilbud til jer, som har børn mellem 0 og 16 år. Sundhedsplejens mål er at fremme alle børns sundhed og trivsel. Vi tilbyder råd og vejledning om børn, unges og familiens sundhed og trivsel.

Spæd- og småbørn

Sundhedsplejersken får besked om fødslen via jordemoderen. I løbet af den første uge efter fødslen kontakter sundhedsplejersken jer for at aftale tid for det første besøg.

Besøgene foregår i jeres hjem. Antallet af besøg i spædbarnsalderen afhænger af familiens behov. 

Der gives vejledning ud fra jeres behov. Det kan for eksempel være om barnets pleje, ernæring og udvikling. Vi kan også drøfte det at blive forældre samt familiens sundhed og trivsel i det hele taget.

Åbent Hus

I åbent hus kan du træffe andre forældre og få råd og vejledning af en sundhedsplejerske. Alle med børn i alderen 0-2 år er velkommen til at deltage.

Mødregruppe

Alle familier tilbydes at deltage i en Mødregruppe. Sundhedsplejersken inviterer og deltager den første gang, og igen når dit barn er mellem 4 og 6 måneder. I mødregruppen kan du lære andre fra dit lokalområde at kende samt dele dine oplevelser og erfaringer med andre mødre.

Graviditetsbesøg

Sundhedsplejersken tilbyder graviditetsbesøg efter henvisning fra din jordemoder, praktiserende læge eller sagsbehandler.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece "Barn i vente".

Besøg til familier som flytter til Holbæk Kommune

Flytter I til Holbæk Kommune og har et barn under 10 måneder, får Sundhedsplejen besked via Folkeregisteret. I vil få tilsendt et brev med tilbud om besøg af en sundhedsplejerske. I er også selv velkommen til at henvende jer til Sundhedsplejen.

Besøg til familier som har adopteret børn

Sundhedsplejen får besked via Folkeregisteret, når jeres barn er kommet til Danmark. Sundhedsplejersken vil herefter kontakte jer og tilbyde jer et besøg i jeres hjem.

Skolebørn

Børn i skolealderen tilbydes samtale og undersøgelser af en sundhedsplejerske på barnets skole. Skolebørn i Holbæk Kommune får alle tilbudt kontakt med sundhedsplejersken i 0. klasse, 2. klasse, 5. klasse, 8. klasse og 9. klasse. Børnene og de unge ses individuelt eller i grupper.

Sundhedsplejen er en integreret del af Børnekonsulentcentret.



Feedback

Sidst opdateret

27.05.2016

Ansvarlig redaktør

Anders Vestergaard Lundsbjerg