Spring til indhold

Nedsivningsanlæg

Det skjulte anlæg, der kan være svært at holde øje med, da spildevandet via dræn, langsomt siver ned igennem jorden.

Hvad er et nedsivningsanlæg, og kan jeg anlægge et? 

Et nedsivningsanlæg kan anlægges hvis jordforholdene og grundvandstanden tillader det, og hvis der ikke sker vandindvinding for tæt på.

Spildevandet skal kunne sive ned i jorden, og det kan være svært, hvis jorden er for lerholdig. Sandholdig jord egner sig derfor bedst til nedsivning.

Derudover skal skal der være 300 meter til nærmeste drikkevandsboring og 150 meter til en markvandingsboring samt minimum 1 meter men helst 2,5 meter fra underkanten af nedsivningsrøret til højeste grundvandstand. 

Start filmen, ved at trykke på pilen nederst i venstre hjørne. 

Hvordan virker anlægget?

Spildevandet fra huset ledes ud i en bundfældningstank, der skiller det faste fra det flydende. Herefter ledes spildevandet oftest via en pumpe, som enten sidder i bundfældningstanken eller i en separat pumpebrønd, over til selve nedsivningsanlægget. 

Til en almindelig husstand (5 personer) vil nedsivningsanlægget bestå af 2 x 15 m siveslanger.

Når spildevandet langsomt siver ned igennem jorden, vil nogle af næringsstofferne blive nedbrudt af mikroorganismer, mens andre affaldsprodukter vil blive bundet i jorden. Det er derfor meget vigtigt, at afstandskravet om minimum 1 meter, og gerne 2,5 meter fra bunden af siveslangerne ned til grundvandets overflade, overholdes.

Hvis spildevandet rammer grundvandet for hurtigt, renses det ikke ordentligt, da der ikke er lige så meget ilt tilstede i vandet, og spildevandet kan derfor potentielt forurene grundvandet. 

Tryk på nedenstående billede, for at få et stort billede frem af et illustreret nedsivningsanlæg. 

Hvor synligt er et nedsivningsanlæg? 

Et nedsivningsanlæg er ikke særlig synligt, og vil ofte kun være 1-2 kloakdæksler i græsset og eventuelt 2 ventilationshætter ved siveslangerne.

Ved høj grundvandstand, kan man dog få udført et hævet nedsivningsanlæg, og det vil i dette tilfælde være synligt i form af en forhøjning i græsplænen. 

Rensekrav

Et nedsivningsanlæg opfylder SOP-rensekrav (reduktion af organisk stof og fosfor samt nitrifikation). Det vil derfor opfylde alle de eksisterende rensekrav i dag, hvis jordbunds- og grundvandsforhold samt afstand til vandindvinding tillader etableringen.

Pasning af et nedsivningsanlæg

Bundfældningstanken til anlægget skal tømmes en gang om året og indgå i en tømningsordning. Derudover er der en pumpe, der skal passes og eventuelt siveslanger der skal spules ved behov. 

Økonomi

For at se hvad anlæggelse af et nedsivningsanlæg koster, så tryk på dette link. Vær opmærksom på, at der kan være sket en prisstigning.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil læse mere om nedsivningsanlæg, så har miljøstyrelsen udarbejdet en detaljeret vejledning til nedsivningsanlæg, og Holbæk kommune har i et tværkommunalt samarbejde fået udarbejdet et fakta ark i 2013. 

Du kan hente miljøstyrelsens vejledning til nedsivningsanlæg ved at trykke på dette link.

Du kan hente fakta ark til nedsivningsanlæg fra 2013 ved at trykke på dette link.



Feedback

Sidst opdateret

16.03.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen