Spring til indhold

”Jeg lever i nuet”

Jørn Bigum har altid været aktiv. Aktiv, nysgerrig og talende. Alt sammen karaktertræk, der har åbnet døre i hans liv – hvad enten det var i Danmark, i Tyskland eller i London. Eller på Orø for den sags skyld.

Solens sidste stråler fanger de glinsende brune hår i råbukkens pels og glimter i takt med dyrets bevægelser hen over græsset. Forsigtigt nærmer den sig buskene foran det lille hus midt på Orøs grønne vidder, sænker hovedet og nipper et par græsstrå.

En då følger efter. Kigger sig vagtsomt omkring, lader ørerne sitre opmærksomt, før også hun sænker hovedet og tager for sig af efterårets rester.

Det er de samme to rådyr, der dukker op uden for Jørn Bigums hus hver aften ved skumringstid. De samme to skabninger, der først træder varsomt ind på hans matrikel - og derefter lægger sig til rette i græsset for at hvile.

Jeg er simpelthen så taknemmelig for at bo på Orø. Det er jo svært at være deprimeret, når man har den udsigt, siger Jørn, der er formand for øens gymnastikforening og boldklub.

Han læner sig tilbage i stolen, idet han kigger ud på de to dådyr. Græssets grønne møder himlens blå, ruderne sidder i græshøjde og dyrene virker mere end tæt på.

”Man bliver helt glad indvendigt. Årh, hvor er det dejligt. Så er livet slet ikke trist og sort. Nej, så er det lyst. Jeg kan godt synes, at det kan være lidt svært, når det regner og vinden blæser ind over øen. Men i dag... når solen skinner. Ja, så har jeg det godt,” siger han og smiler.

Kunsten at leve i nuet

De to rådyr og livets tilfældigheder har lært Jørn Bigum at sætte pris på nuet. Ikke at hænge sig i detaljer - og i hvert fald ikke at dvæle ved fortiden.

Alligevel sidder han nu ved sit lille spisebord i stuen på Orø og mindes den tid, der er gået. De lektier han har lært og de erfaringer, der har gjort ham til den, han er.

”Min mor er nok et af de mennesker, der har præget mig mest. Hun var en stor inspiration, delte min interesse for sport og bakkede mig altid op. Jeg boede i London, da hun lå for døden og fløj hjem for at være hos hende i den sidste tid. Hun tog ét kig på mig og bad mig om at rejse tilbage igen. ’Tag hjem. Du skal ikke blive her hos mig på hospitalet’, sagde hun, ” siger Jørn og understreger, at hans mor har været med til at lære ham at leve i nuet.

Jørns mor døde kort efter deres samtale, men hendes søn er i den grad til stede. Han bruger armene meget, når han taler. Hans ansigt er renskuret og udtryksfuldt, hans krop slank og hans fødder stukket ned i et par badetøfler med sokker på.

Alt det der med sporten. Interessen for fodbold og gymnastikken. Det har jeg arvet fra min mor. Hun dyrkede gymnastik på Ollerup Gymnastikhøjskole og var altid meget aktiv. Det ville hun også gerne have at jeg var.

Sporten ind med modermælken

Jørn Bigum blev født i 1939 lige efter 2. Verdenskrigs udbrud og voksede op på en gård ved Randers. Hans far var landmand og de holdt både heste, grise, køer og får. Dyr som både han og hans to brødre var med til at passe. Når han da ikke sad på sin cykel for at køre de 10 kilometer til skole.

”Der var et forsamlingshus i vores lille landsby, hvor de tyske soldater boede. De spillede bordtennis og gav mig lov til at være med. Jeg var 6 år, da de lærte mig at spille - og så kom de engelske fly ind over byen i 1945. Derefter var tyskerne væk,” siger han og fortæller, at sport har været en stor del af hans liv lige siden dengang.

”Det var ikke rigtig naturen, jeg gik op i. Landbruget med dets heste- og svinestalde - det var slet ikke mig. Det lugtede... og på en gård kunne jeg jo ikke spille fodbold,” siger han.

Kunsten at yde god service

Efter endt realeksamen kom Jørn Bigum i lære i en boghandel i Randers, hvis ejer var kendt for at have været en del af modstandsbevægelsens ’Hvidsten Gruppen’ under besættelsen.

”Han var blevet taget af tyskerne og havde været i Dachau. Jeg glemmer aldrig, når der kom en tysk turist ind i butikken. Så kom boghandleren farende og sagde ’heraus, heraus’. Hans boghandel var blevet bombarderet under besættelsen for at tage imod de der ting fra englænderne - og det var livet i kz-lejren, der havde gjort ham sådan. Han var sgu sej. Det var han altså,” siger Jørn og fortæller, at mødet med boghandlen lærte ham en hel del om at aflæse og servicere mennesker.

Han fik lov til at være med i hele processen, lærte at serviceniveauet altid skulle være højt og at emner som ’omsætning’ og ’salg’ interesserede ham.

Ud i verden

Efter udstået læretid og aftjent værnepligt blev Snoghøj Højskole det næste stop. Det var hér Jørn fik næse for sprog og internationale sammenhænge.

”Højskolens forstander var grundtvigianer og gik op i ’oplysning til folket’. Han kiggede på mig dagen før, vi skulle hjem og sagde, at jeg skulle holde mig fremtidens fællesmarked for øjnene. Vide, at Europa var på vej til at blive mindre, og at jeg gjorde godt i at lære engelsk, tysk og fransk,” siger han.

Men lysten til at rejse og lære sprog kom dog først for alvor op til overfladen, da Jørn led af hjertesorg efter at hans daværende forlovede havde slået op med ham.

”En kollega i boghandelen havde været i Tyskland og i øvrigt gået på Goethe Instituttet i München, og han sagde, at jeg skulle tage ud og rejse. Ud og møde verden i stedet for at gå og hænge med hovedet - og det gjorde jeg så,” siger Jørn og tilføjer:
”På Goethe Instituttet mødte jeg nogle amerikanske studenter, der ville se Europa og havde hver deres sportsvogn. Dem tog jeg med. Jeg sad på bagsædet og sugede til mig, da vi kørte Europa tynd.”

Jørns hænder er nu for alvor kommet i sving under fortællingen, og han rejser sig pludselig op, finder en gammel scrapbog frem og går i gang med at bladre.

Gamle billetter, udklip og brochurer toner frem på siderne.

”Hér er Wien, Rom og Venedig, og hér er det skæve tårn i Pisa... Jeg har bare været så helt enormt heldig i mit liv. Først tog jeg til Tyskland og så til England. I London fik jeg job i ’the world’s greatest book Shop’: Foyles i SOHO. Jeg lærte både tysk og engelsk,” siger han.

Familieliv og mødet med Orø

”Da jeg kom hjem til Danmark, mødte jeg Annelise. Hun var en rigtig københavnerpige, og vi blev gift i 1969. Vi fik to drenge og levede et langt liv sammen,” siger Jørn, der i løbet af sit familieliv med Annelise også landede sig et job på den nystartede Gyldendals Bogklub.

Et job, der var travlt og præget af lange arbejdsdage i kølvandet på tidens mange forlagsfusioner.

”Jeg stod af ræset som 60-årig. På det tidspunkt kunne min kone slet ikke komme igennem til mig. Jeg var i en helt anden verden, og da lægen sagde, at jeg udviste tegn på stress, så stod jeg simpelt hen af. Forlod mit job og flyttede herover til et liv uden naboer men med en dejlig udsigt til Holbæk,” siger Jørn, der nåede at bo flere steder, før hans kone fandt det helt perfekte sted til dem på Orø.

”Før vi kom hertil, boede vi i Regstrup, i Holbæk, i Vipperød og i Humlebæk. Jeg vidste godt at der lå en ø herovre, men jeg havde aldrig været her. Det var helt og holdent min kones idé,” siger han og smiler stort ved tanken om sit første besøg i Orøhallen.

Jørn var jo sportsinteresseret, havde gennem 20 år lavet ’integrationsfodbold’ i Holbæk og tænkte, at den lokale hal ville være et godt sted at møde nogen. Han fik i den grad ret.

Jeg begyndte at spille badminton, fodbold, håndbold... og så fik jeg jobbet som tilsynsførende i hallen. Det blev min hobby - og jeg var altid dernede. Det var dejligt at se alle de aktiviteter, der langsomt begyndte at tage form.

I dag er det 20 år siden, han ankom og 12 år siden, han skaffede en kvart million til et motionscenter inde i hallen. På den tid er Orø gået hen og blevet hans hjertebarn.

En ø drevet af ildsjæle

”Alt her på øen er personbåret. Det er ildsjælene på øen, der sørger for, at der overhovedet er tilbud. Uden dem sker der ikke noget,” siger Jørn og fortæller, at han har været meget engageret i at få flere ting op at køre på Orø.

”Motionscentret som Annelise og jeg startede, er blevet meget populært og nyder faktisk godt af en kæmpe tilgang. Det er gået fra 70 til 100 medlemmer, og mange af dem, der kommer, er de nye tilflyttere til øen. De finder det vigtigt, at vi har den slags faciliteter,” siger Jørn, der i det hele taget har gjort godt brug af al den viden, han sugede til sig i sin ungdom.

En viden om salg og service – og om evnen til at skaffe penge til projekter.

”En dag bemærkede jeg, at der hver lørdag stod en lang kø af mennesker ude foran den gamle Brugs. De kunne ikke få deres varer og ventede på lastbilen og færgen. Og når varerne så endelig kom, så var der slet ikke plads på hylderne,” siger han og tilføjer, at synet fik ham til at tænke på en oplevelse, han havde haft under en studietur med DGI i Sverige.

Her havde han nemlig bemærket, at det center, de spiste frokost i, både havde indkøb, motionscenter og børnepasning i én og samme bygning.

”’Det skal vi også have’’, tænkte jeg, og så gik jeg i gang med at rejse penge til en ny energirigtig Dagli’Brugs baseret på jordvarme. Det lykkedes mig at skaffe de nødvendige millioner og i 2010, blev den nye forretning en realitet - lige over for sportshallen og med masser af varer på hylderne,” siger Jørn.

Et sidste farvel

Det var Jørns hustru, Annelise, der blev katalysator for store dele af det liv, som Jørn lever i dag. Det var hende, der fik ham til at flytte til Orø, hende, der drømte om et motionscenter, og hende, der forstod, at livet leves bedst i pagt med stilheden og naturen.

Solen er så småt ved at gå ned i spisestuen, og Jørn kigger ud på de to rådyr, der tydeligt overvejer at finde nye græsgange.

”Annelise døde for 5 år siden og efter det blev jeg om muligt endnu mere involveret i både gymnastikforeningen og boldklubben,” siger han og fortæller, at hallen på det tidspunkt var blevet byens sociale samlingspunkt.

Dér, hvor man mødte op, hvis man havde lyst til selskab. Dér, hvor snakken gik hen over bordet, og dér hvor humor og godt humør altid var i højsædet.

”Vi bor nu 950 mennesker på øen, og det tal er stigende. Der kommer familier herover med børn, der skal gå i vores skole, og de kommer også ned i sportshallen til os andre. Lige nu er der flest børn og unge på øen, men jeg synes stadig, at kirkeklokkerne ringer for tit,” siger han og læner sig tilbage i stolen for at kigge på rådyrene, der nu har rejst sig op og er på vej væk.

Det er stilheden, der er det bedste ved øen. Stilheden og kontakten med øjeblikket. Med nuet og naturen, der befinder sig lige hér på den anden side af vinduet. Jeg skal aldrig mere tilbage til København. Jeg vil leve og dø her på Orø.

 



Feedback

Sidst opdateret

25.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin