Spring til indhold

En virtuel high-five fra Udby Skole

På Udby Skole holder de humøret højt trods corona-restriktioner og gråvejr. Og selvom mange ting ikke er, som de plejer, holder engagerede medarbejdere og den stærke lokalånd gang i pulsen på skolen.
15.12.2020

”Tuse Næs er et stærkt lokalsamfund. Man står sammen om tingene, og det er helt vildt, hvor gode kræfter, der er”.

Sådan siger Dorte Kold Thomsen, daglig leder af Udby Skole, når hun beskriver, hvordan hun oplever livet på Tuse Næs. Et liv, der er forandret på grund af coronavirus. Et liv, som de lokale forsøger at gøre så almindeligt for børnene på Udby Skole. Her går hverdagen videre med leg og undervisning, selvom der er mange ændringer.

Fantastiske og engagerede medarbejdere

”5. og 6. klasse modtager undervisning virtuelt, da de skal være hjemme. De resterende klasser på skolen er meget lidt påvirkede af coronasituationen”, siger Dorte og tilføjer, at personalet på Udby Skole er helt fantastiske. ”De er fleksible og strækker sig meget langt for at få det hele til at gå op”.

Hun fortæller, at lærere og pædagoger har været meget omstillingsparate. Lærerne har været hurtige til at tilpasse skemaer og undervisning, da corona satte en stopper for undervisning på tværs af klasserne. ”Jeg kan mærke, de udviser et enormt engagement, og at de gerne vil skolen og børnene. Det er helt fantastisk”, siger Dorthe.

Den syngende præst

Personalet på skolen forsøger at lave så mange juleting med børnene som muligt. Derudover tænker de også arrangementer anderledes.

Den sidste skoledag inden jul opfører 2. klasse for eksempel et krybbespil, som bliver live-streamet. På den måde kan alle se med i trygge rammer.

Den lokale præst har også været med på at få tingene til at lykkes.
”Normalt holder vi morgensamling i Udby Kirke i december måned, men det har vi været nødt til at aflyse. Vi har dog et fantastisk samarbejde med præsten, Mikkel Vale. Han har været på skolen for at synge med børnene”, fortæller Dorthe og henviser til Vales ”Kalenderlyssang”, som også kan opleves på Facebooksiden med samme navn.

Forældrenes opbakning mærkes tydeligt

Dorthe har ikke kun rosende ord til personalet. Også forældrene, der har børn på skolen, får en varm, virtuel high-five. Det har nemlig ikke været nødvendigt at sende børn hjem med mistanke om corona eller anden sygdom generelt.

”De der historier man kan læse om, at der ikke bliver taget ansvar, det gælder i hvert fald ikke i vores område. Hvis forældrene har bare den mindste mistanke om noget, så holder de børnene hjemme”, fortæller hun. Netop den adfærd betyder enormt meget.

”Det har en kæmpe betydning for os alle sammen – og det giver en tryghed for både forældre og personale at vide, at alle gør, hvad de kan”, afslutter hun.

 



Feedback

Sidst opdateret

09.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin