Flere får julehjælp

Der var flere ansøgere end nogensinde før, da Julekomitéen af 1922 tirsdag fordelte årets julehjælp til børnefamilier i Holbæk Kommune. I år får 157 familier en økonomisk håndsrækning.
10.12.2015

I år har virksomheder og private i Holbæk Kommune doneret i alt 181.000 kroner, hvilket er noget højere end sidste år, hvor julekomiteen kunne uddele støtte for 163.000 kroner.

”Jeg glæder mig over, at så mange fortsat støtter op om julehjælpen. Vi kan se på antallet af ansøgninger, at rigtig mange familier ønsker lidt hjælp til at få julebudgettet til at hænge sammen, så jeg sætter pris på, at private og virksomheder er klar til at give en hånd med”, siger borgmester Søren Kjærsgaard, der er formand for julekomiteen. 

157 familier får hjælp

157 familier får i år en økonomisk håndsrækning til at købe gaver, juletræ og andre af de traditionelle juleting. Antallet er ansøgere er væsentlig højere end tidligere, men med flere penge i puljen får familierne stort set det samme som sidste år.

”I år har vi fået 247 ansøgninger, hvor det sidste år var 193. Vi giver kun afslag, hvis familierne ikke lever op til kriterierne, og derfor kan beløbet variere fra år til år”, forklarer borgmesteren.

Beløbet reguleres efter antallet af børn i familien og ligger denne gang mellem 1000 kroner ved et enkelt barn og 1500 kroner, hvis familien har seks børn. 

Mange glade givere

Julekomiteen kan i år glæde ikke bare de 157 børnefamilier, der får julehjælp, men også 26 familier, der kan se frem til et julelegat. Legaterne stammer fra gl. Tølløse og gl. Svinninge kommuner, og efter kommunesammenlægningen har det været Julekomiteen af 1922, der har stået for at dele dem ud.

”Vi koordinerer julehjælpen med legaterne, men også med Frelsens Hærs julehjælp, så der er flest mulige familier, der kan få hjælp. Det er en fornøjelse, at forskellige bidragsydere er med til at skabe juleglæde hos børnene og deres voksne, og i julekomiteen sætter vi pris på det gode lokale samarbejde”, understreger borgmesteren.

Ikke for sent

Bidrag kan fortsat sættes ind på Julekomitéens konto: 0520 – 452380. De penge, som ikke når at komme til udbetaling i år, vil blive brugt til at sprede juleglæde i 2016.



Feedback

Sidst opdateret

10.12.2015

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer