Spring til indhold

Præmier til bevaringsværdige bygninger

Tidligere på ugen blev 10 bygninger præmieret med plaketter, da et dommerpanel kårede dem som vindere af kampagnen ”Bevaringsværdige Holbæk”.
09.10.2020

Tidligere på ugen blev 10 bygninger præmieret med plaketter, da et dommerpanel kårede dem som vindere af kampagnen ”Bevaringsværdige Holbæk”.

I efteråret 2019 blev kampagnen ”Bevaringsværdige Holbæk” søsat. Formålet var at sætte fokus på den kulturarv, der gemmer sig lige foran øjnene af os, og samtidig skulle de bedste eksempler på bygninger med arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter findes.

Nu er de 10 bedste eksempler fundet, og ejerne af de bevaringsværdige bygninger har hver fået overrakt en plakette som præmie for den flotte titel. Overrækkelsen foregik til et arrangement på Holbæk Museum i anledning af Arkitekturens Dag i mandags den 5. oktober.

Med plaketten hyldes bygningernes ejere for at lægge energi i at bevare og renovere deres huse, så de kan fortsætte med at fortælle sin historie videre. Håbet er også, at kampagnen og prisen kan være med til at inspirere andre til at prøve kræfter med restaurering og vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger.

40 forslag i postkassen

Alle borgere i Holbæk Kommune har haft mulighed for at indsende forslag til bevaringsværdige bygninger i det år, kampagnen har kørt. 40 borgere har benyttet muligheden, og de har derfor taget et billede og lavet en kort beskrivelse af den perle, de har fundet bevaringsværdig.

Forslagene er sendt digitalt afsted til partnerne bag kampagnen, der har bestået af Holbæk Kommune, Historiske Huse, FBL-Holbæk og Museum Vestsjælland. Partnerne har alle været repræsenteret i dommerpanelet, der udover arkitektonisk -og kulturhistorisk værdi har lagt vægt på miljø, originalitet og tilstand i udvælgelsen af kandidater.

Det har også været vigtigt for dommerpanelet at finde 10 eksempler på bevaringsværdige bygninger, der repræsenterer noget forskelligt i forhold til anvendelse, arkitektur, årti og beliggenheden i kommunen.

De 10 vindere er:

  • Ahlgade 19, 4300 Holbæk
  • Anton Nielsens Plads 7, 4300 Holbæk
  • Lindevej 10, 4300 Holbæk
  • Bakkekammen 50, 4300 Holbæk
  • Kalundborgvej 71, 4300 Holbæk
  • Holbækvej 122, 4450 Jyderup
  • Kongsdalvej 1, 4440 Mørkøv
  • Tuse Næs Vej 15, 4300 Holbæk
  • Sofievej 1B, 4340 Tølløse
  • Tølløsevej 97, 4340 Tølløse


Feedback

Sidst opdateret

08.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin