Unge i gade- og byrummet

UngHolbæk inviterer til info- og samarbejdsmøde omkring unges brug af gade- og byrummet. Det sker mandag den 14. december kl. 16:30 – 17:45 i salen på Holbæk Bibliotek. Mødet er åbent for alle.
10.12.2015

Holbæk By har i den senere tid oplevet, at et stigende antal unge bruger gade- og byrummet som tilholdssted. Det har unge altid gjort, men på det seneste har visse unges brug af gade- og byrummet fremkaldt bekymrede miner hos beboere i Holbæk By og Kommune. Blandt andet har der været et par alvorlige tilfælde af personfarlig kriminalitet, begået af unge og med andre unge som ofre. UngHolbæk ønsker med dette info- og samarbejdsmøde at være med til at belyse situationen på objektiv vis og medvirke til at skabe øget tryghed i byen og kommunen.

  • Hvad er ”myter, rygter og fakta” – skal vi være bekymrede?
  • Hvordan håndterer vi og andre aktører allerede situationen – og hvordan kan vi sammen med borgerne skabe øget tryghed i gade- og byrummet?
  • Hvilke ressourcer udgør de unge selv – og hvordan mobiliserer vi dem?

Ved mødet vil medarbejdere fra UngHolbæk og Lokalpoliti Holbæk, med erfaring i unges brug af gade- og byrummet, holde et par små oplæg og forestå debat og besvarelse af spørgsmål.

Mødet er åbent for alle. Vi har dog særligt inviteret Lokalpoliti Holbæk, Udvalget for Børn, repræsentanter fra Handelsstandsforeningen, Natteravnene, Kulturformidler, repræsentanter for udskolingsafdelinger og Ungdomsuddannelser.



Feedback

Sidst opdateret

10.12.2015

Ansvarlig redaktør

Kia Riedel Jensen