Spring til indhold

Flere voksne til de mindste børn

PRESSEMEDDELELSE | 11 millioner kroner ekstra til seks børnehuse/institutioner er øremærket til at ansætte flere pædagoger og pædagogiske assistenter.
18.12.2019

I foråret søgte Holbæk Kommune om at få andel i finanslovspuljen til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til daginstitutioner med mange 0-2 årige sårbare og udsatte børn. Puljen er en del af det såkaldte 1.000 dages program, der har til formål at give børn fra sårbare familier en bedre start på livet.

Børne- og Undervisningsministeriet har netop godkendt ansøgningen og tildelt Holbæk Kommune 11 mio. kr., som over en tre-årig periode skal være med til at styrke børnehuse/institutioner med mange sårbare og udsatte børn. Og det glæder selvfølgelig Susanne Utoft, der er formand for Udvalget for Børn og Skole, at Holbæk Kommune har fået del i puljemidlerne.

”Det er en fantastisk julegave, at vi har fået puljemidlerne til at ansætte flere pædagoger og pædagogiske assistenter. Dermed kan vi støtte yderligere op omkring vores små udsatte og sårbare børn. Nu er der mulighed for at sætte ind i en i forvejen krævende hverdag for nogle af vores børnehuse og institutioner. Flere ansatte betyder, at der er mere tid til det enkelte barn og til den enkelte familie, og det giver en bedre pædagogisk indsats i hverdagen,” fortæller Susanne Utoft.

Flere pædagogiske medarbejdere er lig med mere tid til det enkelte barn og til den enkelte familie, hvilket vil give en mere helstøbt pædagogisk indsats i hverdagen. Det handler om nærhed og tryghed, muligheden for at følge eksempelvis en konflikt eller en leg mellem to børn helt til dørs og til at følge op med forældre og kolleger.

Vil gøre en markant forskel i hverdagen

Fire kommunale børnehuse i Holbæk by får del i puljemidlerne. Hos Rikke Skude Ravnholdt, der er områdeleder for dagtilbud i Holbæk By, er der ingen tvivl om, at det kommer til at gøre en forskel i hverdagen.

”Det var ren eufori, da vi fik at vide, at vi har fået tildelt pengene. For med dem kan vi gøre en forskel der har betydning for udfoldelse af det gode børneliv. Det giver os mulighed for at styrke den forebyggende indsats og fremme børnenes læring og trivsel. Vi vil i højere grad kunne arbejde i mindre grupper, skabe tættere relationer og ikke mindst give mere tid og omsorg til det enkelte barn. De seneste års forskning viser, at et kvalitetsløft i den tidlige og forebyggende indsats vil være en menneskelig og samfundsmæssig gevinst, også på længere sigt,” fortæller Rikke Skude Ravnholdt.

Bevillingen omfatter følgende børnehuse/institutioner

  • Børnehuset Elletoften (Ugerløse)
  • Børnehuset Elverhøj (Holbæk)
  • Børnehuset Slotsparkens Børnegård (Holbæk)
  • Børnehuset Stormøllen (Holbæk)
  • Søndre Børnehus (Holbæk)
  • Privatinstitution Børnehuset Mellemvang (Holbæk)


Feedback

Sidst opdateret

15.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin