Kulturpasset udstedes igen

Efter endnu et succesfuldt år med Kulturpasset blandt Holbæk Kommunes 4. klasser starter sidste år med projektet den 7. oktober med et brag af en åbningsfest for ca. 350 børn på Elværket.
19.09.2014

Et rødbedefarvet pas med Holbæk Kommunes byvåben udenpå og en række kulturtilbud indeni bliver snart uddelt til alle Holbæk Kommunes 4. klasser.

Passet byder i år på 11 forskellige kulturtilbud, hvor børnene typisk kan deltage gratis og en medfølgende forældre kan deltage gratis eller til nedsat pris.

Kulturpas-fest den 7. oktober

Dette års kulturpas-tilbud skydes i gang 7. oktober 2014, hvor der er åbningsfest for Kulturpasset på Elværket.

Åbningsfesten byder på koncert med Onkel Reje fra Ramasjang og desuden medvirker musikere med tilknytning til Holbæks eget klassiske ensemble – Holbæk Ensemblet.
Holbæk Ensemblets leder violinisten/dirigenten Morten Ryelund vil sammen med oboist fra Det Kgl. Kapel Henrik Goldschmidt, accordeonspilleren Anders Sing og kontrabassisten Katja Nielsen spille sprøde og bevægende toner fra den klassiske musikverden.
Foruden lidt lækker musik vil Henrik Goldschmidt demonstrere oboen og de fantastiske ting, man kan gøre med dette betagende instrument.

Idéen med åbningsfesten er at indbyde børnene til en lidt anderledes kulturoplevelse end det, de ellers ville møde i deres dagligdag – suppleret med genkendelsens glæde i form af Onkel Reje alias Mads Geertsen.

Endnu engang bytte-ordning med Frederikssund

Kulturpasset er en måde at få synliggjort en række kulturtilbud inden for kommunen.
Tanken er, at når passet kommer op af skoletasken og ligger på køkkenbordet sammen med skolebøgerne kan også mor, far, lillesøster og storebror mange steder blive inspireret til at tage med på tur til oplevelserne.

Kulturpasset indeholder ligesom sidste år en mulighed i forhold kulturbesøg udenfor kommune-grænsen. Kommunen har nemlig igen lavet en aftale med Frederikssund Kommune, så kulturpas-ejerne gratis kan besøge Willumsens Museum i Frederikssund og omvendt kan elever fra 4. klasse i Frederikssund komme på Brorfelde Observatorium (?).

Gammeldags pas-stempler

I praksis fungerer passet sådan, at eleven skal tage det med til aktiviteten, og efter endt besøg kan man få et stempel i sit pas.

"Kulturpasset er et fantastisk middel til at øge opmærksomheden omkring kulturtilbud til familien, og det at kommunens skoler har deltaget meget aktivt i videreformidlingen og distribueringen af tilbuddet, har vist sig at være af stor værdi for projektet", siger Emrah Tuncer, formand for Udvalget for Kultur og Fritid, der glæder sig til endnu et år med glade Kultur-passere

Konkurrence

De tre børn, der er flittigst til at bruge passet og melde tilbage på kommunens hjemmeside, kan vinde et gavekort på 500 kroner.

Kulturpasset skal aktiveres på www.holbaek.dk/kulturpas, inden det kan bruges.

 



Feedback

Sidst opdateret

06.10.2015

Ansvarlig redaktør

Webmaster

Kulturpas 2014/15