Kultur & Fritid efterlyser cykler

Den 14. maj lyder startskuddet for Holbæk Kommunes store internationale IMAGES-udstilling ’An Age of Our Own Making’. Men allerede i slutningen af april begynder kunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten at samles i Holbæk for at skabe værker til udstillingen. I den forbindelse efterspørger projektleder Sisse Østergaard fra kommunens Kultur & Fritidssekretariat cykler, som kunstnerne kan benytte til at komme rundt i Holbæk.
10.03.2016

På udstillingen præsenterer 10 kunstnere, gennem alternativ brug og genbrug af bl.a. kobber, bambus og skrotmetal, nye, mere bæredygtige måder at omgås materialer på. Helt i udstillingens ånd leder Sisse Østergaard efter brugte cykler i god stand, som projektet må genbruge frem til udstillingen lukker i midten af august 2016.

”Vi har brug for ca. 15 cykler allerede nu, for vi har lavet et samarbejde med elever fra Billekunstnerisk Grundkursus om, at de laver et kunstprojekt ud af cyklerne. Med stærke farver giver de cyklerne nye udtryk og dermed nyt liv. Når kunstnerne ankommer får hver enkelt så stillet en cykel til rådighed, så han eller hun nemt kan komme fra bopæl til arbejdssted,” forklarer Sisse Østergaard.

Tanken er, at cyklerne efter udstillingens åbning forbliver en del af projektet. Holbæk Bibliotek har sagt ja til at have cyklerne stående og vil udstyre dem med en stregkode, så de, ligesom bøger, kan lånes gratis af udstillingens gæster. På den måde kan publikum hurtigt komme rundt mellem værkerne, der er spredt i Holbæk by, fra Bystranden ud til Vangkvarteret.

”Hermed en opfordring til Holbæks borgere om at undersøge, om de ikke har en gammel cykel stående, som de kan undvære, og som kan genbruges i projektet. Det vil være en stor hjælp,” afslutter Sisse Østergaard.

Sisse Østergaard kan kontaktes på mail sispe@holb.dk eller på telefon 7236 3328



Feedback

Sidst opdateret

10.03.2016

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer