Spring til indhold

Elever får rygsækken fyldt med kultur og oplevelser

PRESSEMEDDELELSE | Det nye skoleår byder på ekstra spændende oplevelser for eleverne i kommunens sjette og ottende klasser.
05.08.2020

Hvad er en Kulturrygsæk?

Kulturrygsækken er et tilbud, som skal bidrage positivt til børn og unges dannelse gennem møder med kunst og kultur. Det sker gennem en række obligatoriske forløb for alle børn og unge i dagtilbud og skole. Her får børn og unge mulighed for at opleve den kunst og kultur og det foreningsliv, som udfoldes i deres nærmiljø. Det giver dem mulighed for at lære noget på en anden måde, end hjemme på skolen eller i daginstitutionen.

”Kulturrygsækken er en rigtig god måde for os som kommune at række ud til vores kulturinstitutioner og vores foreninger på. Holbæk Kommune har mange aktører, som virkelig har meget at byde på, når det handler om at børn og unge skal opleve og lære noget. Derfor er Kulturrygsækken en rigtig god ramme for et samarbejde. I Kultur- og Fritidsudvalget er vi glade for at kommunens kulturliv med Kulturrygsækken kan bidrage til at vores børn og unge får en masse gode oplevelser. Jeg glæder mig til fortsat at følge projektet, og er spændt på at se, hvad de næste tilbud mon bliver.” Det udtaler formand for Holbæk Kommunes Udvalg for Kultur- og Fritid, Ole Hansen (A).

Kystliv og teater

Indtil videre består Kulturrygsækken i Holbæk Kommune af to tilbud, nemlig et forløb for sjetteklasserne med masser af praktisk arbejde om kystlivet omkring Holbæk Fjord og et forløb for ottendeklasserne på Teatret Fair Play, bygget op om teaterforestillingen ”Den første dråbe blod”.

Den 6. august kickstartes sæsonen for Kulturrygsækken, når en masse lærere, som arbejder med sjette årgang, mødes til en workshop om forløbet på Kystliv Holbæk. For Kulturrygsækken er også et tilbud til lærere og pædagoger om at lave nogle anderledes forløb og få nogle nye kompetencer.

”Dét at lære noget, sker jo hele tiden. Jo mere, vi kan variere de måder og de steder, hvor vores børn kan få lov at lære og opleve noget, des flere børn får noget godt med i bagagen.”, siger formand for Udvalget for Børn og Skole, Susanne Utoft (A). ”Det giver så meget mening, at dét at gå i daginstitution eller i skole også hænger sammen med det, man kan lære og opleve, dér hvor man bor. Desuden er Kulturrygsækken et spændende tilbud til kommunens lærere og pædagoger, der får nogle nye måder at lære fra sig på – og så er det jo bare altid godt at komme ud af klasselokalet og opleve noget nyt sammen.”, slutter Susanne Utoft.

Kulturrygsækken koordineres fælles for dagtilbud og skole

Kulturrygsækken skal udvikles gennem de næste fire år, så alle børn i dagtilbud og skole får glæde af den. Kommunens kulturkoordinator udvikler kulturrygsækken sammen med kulturaktørerne i kommunen, så børn i alle aldre får oplevelser. Forløbet på Kystliv Holbæk er for eksempel for alle børn i sjetteklasse.

Kulturkoordinatorens rolle er bl.a. at koordinere samarbejdet mellem kulturaktørerne, dagtilbud og skole. Desuden arbejder hun med at sikre en høj kvalitet i samarbejdet om kulturrygsækken. Fordelen ved kulturrygsækken er at forløbene medtænkes i aktiviteterne i dagtilbud og skole. Kulturaktørerne har mulighed for at få sparring til at udvikle og kvalificere deres undervisningsmateriale sammen med kulturkoordinatoren. En anden vigtig del af kulturkoordinatorens rolle er, at hjælpe samarbejdet mellem pædagoger, lærere og kulturaktører godt på vej. Det er nemlig med til at skabe sammenhæng mellem dét, børnene lærer uden for skolen og i dagtilbud, og dét, de lærer, når de er på skolen eller i dagtilbud.    

 

 

 



Feedback

Sidst opdateret

16.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin