Holbæk i Fællesskab

PRESSEMEDDELELSE | I dag trådte fire bredt sammensatte omstillingsgrupper sammen for første gang. Under navnet Holbæk i Fællesskab skal de give et helt nyt perspektiv på det at være kommune.
13.03.2014

Den 12. marts godkendte Holbæk Byråd endeligt processen for Holbæk i Fællesskab – et inddragelsesprojekt uden sidestykke i Holbæk Kommune.

"Vi er som alle andre kommuner i gang med en stor omstilling, hvor vi skal finde løsninger på store udfordringer og gøre det for færre penge. I byrådet mener vi, det er en opgave for fællesskabet. Derfor åbner vi døren op på vid gab for at få alle med. Vi vil skabe en kommune for og med borgerne", siger Søren Kjærsgaard, der er borgmester i Holbæk Kommune.

Centralt i inddragelsen står fire omstillingsgrupper med både borgere, politikere, virksomheder, medarbejdere, frivillige og foreninger repræsenteret. De skal arbejde på at udvikle skole og dagtilbud, få flere unge i uddannelse og ledige i arbejde samt sikre at flere borgere er selvhjulpne hele livet.

"Vi står overfor en ny økonomisk virkelighed. Vi har styr på udgifterne. Men vi kan også se, at vores indtægter ikke kan følge med fremover. Derfor skal vi klare mere for mindre. Men vi vil gøre det smartere og derfor har vi brug for alle de gode ideer," siger borgmester Søren Kjærsgaard.

Dagen efter byrådets godkendelse trådte de fire grupper sammen for første gang.

"Vi holdt et fællesmøde, inden grupperne gik hver til sit for at gå i gang med arbejdet. Der var en rigtig positiv stemning, som lover godt for den kommende proces. Jeg er både glad og taknemlig over, at så mange har haft lyst til at være med," siger Søren Kjærsgaard.

Ud over deltagerne i omstillingsgrupperne, bliver alle Holbæk Kommunes borgere opfordret til at deltage i debatten, blandt andet via kommunens Facebookside.

I tilgift til omstillingsgrupperne arbejdes der også på at forenkle og effektivisere Holbæk Kommune. Det handler blandt andet om administration og ledelse, færre bygninger, mere digitalisering og mere velfærdsteknologi.



Feedback

Sidst opdateret

06.10.2015

Ansvarlig redaktør

Webmaster