Kommunens budget for 2016 er sendt i høring

15 dages høring af Holbæk Kommunes budget for de kommende år er netop skudt i gang. Et budget, der lægger op til flere økonomiske omlægninger, men også har rum til anlægsinvesteringer.
04.09.2015

Administration og byråd har arbejdet med næste års budget nærmest siden dette år gik i gang. Undervejs har blandt andre borgere og medarbejdere bidraget via de såkaldte omstillingsgrupper – og nu er arbejdet så langt, at der kan sendes et budgetforslag i høring.

Det skete i forbindelse med Økonomiudvalgets førstebehandling af budgettet torsdag den 3. september.

"Vi er fortsat meget opmærksomme på at sikre et solidt økonomisk fundament, både i det næste og de kommende år. Derfor er omstillinger, effektivisering og udbud stadig væsentlige temaer, men vi er også optaget af anlæg og vedligeholdelse, da mange af vores bygninger trænger til en overhaling", forklarer borgmester Søren Kjærsgaard.

I budgetforslaget er der ligeledes taget højde for større udgifter til flygtninge, kontanthjælp og udsatte børn, unge og voksne, og den positive befolkningsudvikling, som Holbæk Kommune har oplevet de seneste tre kvartaler, er også inkluderet i det omfattende talmateriale.

Input til politikerne

Høringen løber frem til den 18. september, så politikerne kan nå at forholde sig til borgernes input inden den 22. september, hvor der er frist for ændringsforslag. Derefter er der andenbehandling i Økonomiudvalget den 30. september og i byrådet den 7. oktober. Ved andenbehandlingen i byrådet bliver budgettet vedtaget.

Se budgetforslaget

Borgermøde på nettet

Mandag den 14. september er der åbent borgermøde om budgettet klokken 19.00-21.00 på Holbæk Seminarium.

Som sidste år kan mødet også følges live på holbaek.dk/budget2016, og alle interesseret kan stille spørgsmål via Facebook eller sms. Du kan dermed deltage i mødet uden at være fysisk til stede i salen, en model der sidste år fik stor ros.



Feedback

Sidst opdateret

11.11.2016

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer