Spring til indhold

Vangkvarteret strøget af liste over hårde ghettoområder

PRESSEMEDDELELSE | Flere er kommet i arbejde i boligområdet Vangkvarteret i Holbæk. Den positive udvikling har tirsdag resulteret i, at Vangkvarteret ikke længere ses som hårdt ghettoområde på regeringens årlige ghettoliste.
01.12.2020

Den seneste liste over hårde ghettoområder, som Transport- og Boligministeriet tirsdag har offentliggjort, viser, at Vangkvarteret, der siden 2010 har været at finde på listen, er strøget.

Til forskel fra sidste år opfylder Vangkvarteret ikke længere ghettolistens kriterium om, at personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse maksimalt må udgøre 40 procent af beboerne. Sidste år udgjorde personer uden for arbejdsmarkedet eller uddannelser 41,7 procent. Dette tal er i 2020 faldet til 39,7 procent. Dermed opfylder Vangkvarteret ikke kriterierne for at være et hårdt ghettoområde.

Målrettet indsats har båret frugt

Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen, er glad for, at Vangkvarteret nu ikke længere skal betegnes som en hård ghetto.

”Der er grund til at rose de mange kræfter, der har løftet den indsats, som har hjulpet en række af beboerne i beskæftigelse. At Vangkvarteret ikke længere er på listen over hårde ghettoområder, er et klart vidne om, at den boligsociale indsats og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Formand for Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse, Lars Dinesen, glæder sig også over det positive resultat på beskæftigelsesområdet.

”I Vangkvarteret har vi siden 2019 haft en særlig beskæftigelsesindsats. Om det helt eller delvist er denne indsats, der har virket, kan der ikke sættes to streger under. Men dagens gode nyhed viser, at vi har fået en række beboere i Vangkvarteret væk fra offentlig forsørgelse. Så det er rigtig dejligt, at Vangkvarteret nu er kommet af ghettolisten, men vi skal fortsat have fokus på en målrettet beskæftigelsesindsats i området,” fortæller Lars Dinesen.

Fakta

Fire boligområder er i alt røget af listen over hårde ghettoområder. Det drejer sig om Agervang i Holbæk Kommune, Finlandsparken i Vejle Kommune, Munkebo i Kolding Kommune og Gadehavegård i Høje Taastrup Kommune. Områderne vil fortsat være omfattet af en udviklingsplan og skal leve op til kravene om at reducere andelen af almene familieboliger i området.

For at være på listen over ’udsatte boligområder’ skal et boligområde have mindst 1.000 beboere samt opfylde min. to af de fire ghettokriterier. Kriterierne er:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct., opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

For at være et ghettoområde skal der på samme måde bo mindst 1.000 beboere i området, og minimum to af kriterierne vedrørende tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau samt uddannelses- og indkomstniveau, være opfyldt, og andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande må ikke overstige 50 %. Boligområder, der har været på ghettolisten i fire år, defineres som et hårdt ghettoområde.

Foto: Lejerbo



Feedback

Sidst opdateret

24.06.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin