Tilsyn med dagtilbud

Holbæk kommune har pligt til at føre tilsyn med alle dagtilbud - både kommunale og private.

Tilsynet 

Tilsyn i dagtilbud er lovpligtigt og skal ske minimum hver andet år. Det er kommunen, der fører tilsyn med både kommunale og private dagtilbud. I Holbæk Kommune føres det daglige tilsyn med børnehusene af områdelederen, mens det lovpligtige tilsyn foretages i samarbejde mellem områdelederen, den pædagogiske leder og en tilsynskonsulent fra Fagcenteret.

Tilsynet skal sørge for, at børnene har de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring inden for de rammer, der er sat i Dagtilbudsloven, samt de politiske mål Holbæk Kommune har besluttet på børneområdet.

Ved tilsynet foretages en vurdering af det enkelte børnehus' pædagogik, fysiske rammer samt hygiejniske- og sikkerhedsmæssige.

Formål med tilsyn

Udgangspunktet for et tilsyn er udvikling. Tilsynet skal give leder og medarbejdere indblik i den faglige og pædagogiske kvalitet i børnehuset, og fokusere på, hvor der er udviklingsmuligheder.

Tilsynet skal samtidig give forældrebestyrelsen og det politiske niveau et indblik i kvaliteten af dagtilbuddene i det samlede område.

Tilsynsrapporten beskriver dels faktuelle oplysninger om børnehuset, dels det pædagogiske grundlag, samarbejdsrelationer og de særlige forhold, der gør sig gældende i det enkelte børnehus. 

Det pædagogiske tilsyn har først og fremmest som formål at sikre, at alle dagtilbud drives og praktiseres i overensstemmelse med gældende lovgivning og Holbæk Kommunes strategier og politikker på området. Der er derfor en tæt kobling mellem det pædagogiske tilsyn og

  • Lov om pædagogiske læreplaner
  • Strategi for fremtidens dagtilbud
  • Børne- og Ungepolitikken.

I forbindelse med det nye design af selve tilsynet er der i øvrigt lagt vægt på, at formålet med tilsynet er at styrke den pædagogiske kvalitet. Det betyder, at der vil være et centralt udviklingsperspektiv i tilsynet og at der vil blive lagt stor vægt på at indkredse dagtilbuddets nærmeste udviklingszone. Det er på den måde ambitionen, at det pædagogiske tilsyn i sit design bidrager til udvikling af høj pædagogisk kvalitet.

I 2017 er der gennemført tilsyn i alle private dagtilbud, og i 2018 påbegyndes tilsyn i alle kommunale dagtilbud. Alle tilsynsrapporter skal ifølge dagtilbudsloven offentliggøres på børnehusenes hjemmesider.

I foråret 2018 revideres rammen for tilsyn i Holbæk kommune, og så snart denne er godkendt vil den nuværende procedure blive udskiftet her på siden.

Pædagogisk leder fra andet børnehus deltager i tilsynet 

Ideen om involvering af leder fra et andet børnehus udspringer af EVA´s rapport (2015) om tilsyn i dagtilbud. Et af de temaer, der er problematiseret i rapporten er spørgsmålet om uvildighed i tilsynet.

I mange kommuner udføres tilsynet af den/de samme konsulenter, som i hverdagen laver udviklingsopgaver i de enkelte børnehuse/dagpleje. Der er derfor en risiko for, at konsulent kommer til at føre tilsyn med indsatser, som han/hun selv har været med til at iværksætte. 

I Holbæk Kommune varetages tilsynet af en tilsynskonsulent (lærings– og udviklingskonsulent), der primært 'supporterer' områdelederne og ikke den enkelte enhed (børnehus/dagpleje). Problematikken er derfor ikke så udtalt i Holbæk, men alligevel et vigtigt aspekt. Tilsynet i Holbæk kommune er derfor blevet udvidet med deltagelse af en pædagogisk leder fra et andet børnehus for at få flere øjne på tingene og for at understøtte det udviklingsorienterede fokus, som er centralt i tilsynet.

Den deltagende pædagogiske leder skal, udover at være til stede, fungere som sparringspartner og give feedback med afsæt i sin egen position som leder både under og efter tilsynet.

Det er tanken, at den pædagogiske leder får 'noget med hjem' via en systematisk bearbejdning og opsamling af sine iagttagelser og refleksioner fra tilsynet. ligesom vidensdelingen i og på tværs af områderne og dagtilbuddene styrkes og understøttes. 

Du kan læse mere om det nuværende tilsynskoncept her: 

Pædagogiske ledere med på tilsyn

Herunder finder du relevante links om tilsyn:

Læs mere om tilsyn med dagtilbud (pdf)

 



Feedback

Sidst opdateret

13.02.2018

Ansvarlig redaktør

Katja Frost Jespersen

Lovgivningen - Tilsyn i dagtilbud

Kommunens tilsynsforpligtigelse er bundet op på Retssikkerhedslovens §16 og Dagtilbudslovens §5.

Kommunalbestyrelsen skal ifølge Dagtilbudslovens §5 stk. 2 fastsætte og offentliggøre rammerne for tilsynet.