Natur, udeliv og læring i dagtilbud

Her finder du viden og inspiration til leg og læring udendørs samt links og litteratur, der sætter fokus på udelivets muligheder med afsæt i læringsmål.

Læring og udemiljø 

Vi ved, at det kan være en udfordring at forbinde dagtilbuddets udearealer og nærmiljø med læringsmål. Derfor er det vigtigt at vi sætter fokus på hvordan udearealerne udnyttes til gavn for børns trivsel og læring. 

Hvordan kan vi gøre vores udeområder og nærmiljøer så spændende, at både børn og pædagoger ikke har lyst til at gå ind igen, når de først er kommet ud? 

Og hvordan kan vi arbejde med læringsmål og tilrettelagte pædagogiske aktiviteter i uderummet og samtidig lade børnenes sansende og undersøgende tilgang til verden råde?

Pædagogens rolle 

Det pædagogiske personale skal kunne give rum til de spørgsmål, børnene stiller, og plads til de løsningsmuligheder, de sammen finder. Samtidig skal vi hjælpe dem ud i den zone for læring, der kræver den voksnes (eller andre børns) vejledning.

Konkrete opgaver og temaer kan danne grundlaget for udvikling og læring, fysisk psykisk og socialt for det enkelte barn eller en børnegruppe. Børn kan ikke påfyldes læring, men erobrer, eller opsuger den blandt andet gennem egenaktivitet. Det er børnene, der skal tale, arbejde, finde på, være aktive, med afsæt i de pædagogisk planlagte aktiviteter og læringsmål.

Hvordan? 

Der findes en række kilder og hjemmesider med inspiration til arbejdet med uderummet i såvel dagtilbud, SFO og skoler. Herunder har vi samlet et par af de bedste. 

Skoven i skolen 

Skolen i skoven er en hjemmeside, udviklet til skolen. Men der er masser af gode ideer at finde for dagtilbuddet fx: Årshjul for aktiviteter i naturen, sproglig udvikling og udeliv, skovmad og snegle-matematik. Hjemmesiden har konkrete undervisningsforløb, billeder, videoklip og meget meget andet.

EVA har udarbejdet materiale til dagtilbud

En tur på havnen, skovens dyr på stuen eller sjove klatreudfordringer – der er mange bud på, hvordan man arbejder med natur og naturfænomener. Men hvilke pædagogiske tilgange ligger egentlig bag de forskellige typer af aktiviteter? Få svaret og konkrete eksempler på arbejdet med det naturfaglige her.

EVA har afdækket de 3 tilgange der oftest præsenteres i dagtilbud:

Udelivstilgang: dagtilbud prioriterer, at børnene er ude forskellige steder i naturen og har adgang til faciliteter, som kan bruges inden for læreplanstemaet.

Naturtilgang: dagtilbud arbejder med det levende liv – ude og inde. At indsamle planter, udforske insekter og arbejde med spiring af frø er eksempler på denne tilgang. Dagtilbud inddrager også forskellige ressourcepersoner i arbejdet som naturvejleder, friluftsvejleder eller jæger.

Sciencetilgang: dagtilbud arbejder med aktiviteter såsom forsøg med at måle og veje eller eksperimenter med, hvad der sker, når is smelter. Aktiviteter med tal og rækkefølger er også knyttet til denne gang.

Du kan læse mere, finde inspiration til planlægning, aktiviteter og til videre drøftelse om arbejdet med natur og naturfænomener i dagtilbud

EVA materiale om Natur og Naturfænomener i dagtilbud  

Brorfelde 

I Holbæk har vi et unikt tilbud til børn og deres familier.

Brorfelde Bakker er et enestående geologisk istidslandskab, som består af en god snes markante, fladtoppede bakker, der adskilles af dybe slugter og lavninger med stejle sider. Søerne Maglesø, Grøntved Sø og Igelsø opfylder tre af disse lavninger. 

I løbet af efteråret vil I her på siden finde særligt tilrettelage forløb på Brorfelde, for dagtilbud i Holbæk.   



Feedback

Sidst opdateret

16.05.2017

Ansvarlig redaktør

Katja Frost Jespersen