Spring til indhold

Høringssvar fra Kildebjergskolens medarbejdere

Dato: 03.12.2020
Navn: Mette-Marie Lomholt
Institution/forening: Kildebjergskolen

Høringssvar fra Kildebjergskolens medarbejdere, Mørkøv d. 16/11-20

Vi medarbejdere på Kildebjergskolen er både glade og bekymrede angående den nye skolestruktur.
Vi er glade for det løft politikerne stiller os i udsigt og den lokal forankring, der læges op til i beskrivelserne til den nye skolestruktur. Omvendt er vi bekymrede for om økonomien rækker til visionerne.

Ledelse
Helt konkret er vi meget bekymrede for, hvordan fremtiden ser ud for ledelsen på vores skole. Det er meget svært at gennemskue, hvor mange ledere vi kan regne med at få tildelt i den nye struktur, da det ikke fremgår af det udsendte materiale.

Vores oplevelse er, at vi allerede i dag har en ledelse, som gerne vil være nære, men som desværre har mange aktiviteter udenfor skolens fysiske rammer, så det allerede i dag er svært at finde tid til at vende forskellige akutte og mere planlagte emner.

Vores ledelse har allerede i dag meget travlt, da de både dækker de to daglige lederes arbejdsopgaver, samt ledelse af SFO på skolen. Når det er sagt, så er der stor opbakning til vores to nuværende ledere og et stort ønske fra medarbejderne om, at både Sanne Mortensen og Mette Sand Reichenbach fortsætter, så vi kan få noget kontinuitet på skolen - og ikke skal til at begynde forfra i en ellers ny omstillingsperiode.

Mere nærledelse
Vi har hørt om nogle meget bekymrende beregninger, hvor Kildebjergskolen er berammet til blot 2 ledere i den nye struktur. Dette synes vi ikke harmonier med mere nærledelse.
Vores vision for nærledelse vil indebære en skoleleder og to daglige ledere til at dække de arbejdsopgaver der er på vores skole, som vil kunne varetage hhv indskolingsafdelingen (0.-5.kl., samt SFO), udskolingsafdelingen (6.-9.kl., samt vores X-klasse specialtilbud) og selve skolelederdelen.
Vi vil kraftigt opfordre til, at beregningerne genovervejes, da vi ved, at det er Udvalget for Børn og skoles hensigt, at dette ikke skal være en spareøvelse, men en opgradering af vores ledelser i nærmiljøerne på skolerne. En holdning vi som medarbejdere bakker op om og en forudsætning for at vores skole skal kunne lykkes med den nye skolestruktur.

Tildelingsmodel
Vi er en lille to-sporet overbygningsskole på landet i Holbæk Kommune med ca. 360 elever. Vi håber, at der i den nye skolestrukturs økonomi er plads til og fokus på, at der er stor forskel på at drive skole i Holbæk by og på landet i Holbæk Kommune? Det er meget vigtigt, at der er penge og plads til begge skoletyper.
Vi foreslår derfor, at man i tildelingsmodellen tager højde for, at det er antallet af klasser og ikke blot antallet af elever, man beregner økonomien på, da vi både har klasser med mange og med få elever.

Specialundervisning
På vores skole har vi ikke mange ressourcer til specialundervisning, til gengæld har vi et meget succesfuldt specialtilbud - X-klassen, hvor eleverne er sammen med to pædagoger og en speciallærer i de fleste timer, så der er mere tid til den enkelte elevs udfordringer. Vi bliver bekymrede for deres fremtid, når de økonomiske midler skal styres fra centralt hold. Vil der så stadig være økonomi til vores succesfulde specialtilbud?

Skolebibliotek og økonomi
Et andet eksempel på noget, som vi bekymrer os om, er vores skolebiblioteks økonomi. Det har tidligere ofte været nedprioriteret økonomisk, men har haft stor glæde af den nuværende model med de fire store matrikler. Vi håber, at økonomien giver plads til, at der stadig kan være et velfungerende og opdateret skolebibliotek - også på de mindre skoler?

Visioner
Nogle af vores visioner er,
- Et styrket samarbejde med lokalsamfundet om “vores skole”
- Et fritidstilbud i tættere samarbejde med de lokale foreninger
- Tættere samspil med Kommunalbestyrelsen om de forskellige tiltag rundt på skolerne, fx via et medlem fra Kommunalbestyrelsen i de kommende skolebestyrelser?

Sidst men ikke mindst, så håber vi, at økonomien og rammerne vil give plads til, at vi kan fortsætte med de gode resultater, vi har formået igennem de sidste mange år, hvor vi har formået at give privatskolerne i kommunen kamp til stregen i toppen af resultattabellen.

På vegne af Kildebjergskolens medarbejdere,

Mette-Marie Lomholt,
Tillidsrepræsentant



Feedback

Sidst opdateret

07.12.2020

Ansvarlig redaktør

Katja Frost Jespersen