Spring til indhold

Høringssvar til forslag til ny skolestruktur - BUPL

Dato: 03.12.2020
Navn: Claus Clemmensen
Institution/forening: BUPL Midtsjælland

BUPL Midtsjælland ønsker hermed at afgive et høringssvar til forslag til ny skolestruktur.

BUPL støtter det fremlagte høringsforslag om 11 selvstændige skoler. Vi har tre fokuspunkter, som vi vil bede byrådet tage højde for i den nye struktur.

• At der ved hver af de 11 skoler sikres, at en af de pædagogiske ledere har uddannelsesmæssig baggrund som pædagog, således at flerfagligheden i folkeskolen sikres, og så pædagogfagligheden medtænkes og inddrages på alle niveauer i folkeskolen. Det er særlig vigtigt for pædagogerne, som både udfolder deres faglighed i fritid og undervisning. De har et helt naturligt behov for fagfaglig ledelse og for at blive ledelsesmæssigt set og hørt i den fremtidige struktur, hvor trivsel og faglig udvikling skal fremmes maksimalt for eleverne.
• At kvaliteten fritiden i SFO I og SFO II styrkes, og at samspillet mellem undervisning og fritid, lærere og pædagoger styrkes til fordel for børnenes trivsel, alsidige udvikling og inklusion. Vi vil opfordre til en politisk diskussion og prioritering af børnene og de unges fritid, herunder om også egentlige klubtilbud til unge skal udvikles og udbygges.
• At der sikres økonomi til de små skoler og -matrikler, så der kan opretholdes et bæredygtigt kvalitetsniveau i både undervisning og fritid.

BUPL ser frem til at indgå i den kommende dialog om struktur og indhold.



Feedback

Sidst opdateret

08.12.2020

Ansvarlig redaktør

Katja Frost Jespersen