Spring til indhold

Skolebestyrelsen - Område Katrinedal

Dato: 01.12.2020
Navn: Martin Læssøe
Institution/forening: Område Katrinedal

Skolebestyrelsen i område Katrinedal er overvejende positive i forhold til en ny skolestruktur. Først og fremmest fordi det nu forhåbentlig giver politisk ro og opbakning til et skoleområde, der indenfor 10 år ser frem mod sin tredje skolestruktur.
Når ikke alle i område Katrinedals skolebestyrelse er lige begejstret, omhandler det især oplevelsen af, at tidligere høring ikke tages alvorligt og respekteres. Tidligere har flere skolebestyrelser i Holbæk i høringssvar og på dialogmøder klart tilkendegivet et ønske om bevarelse af nuværende struktur og dermed mulighed arbejdsro – for både medarbejdere, ledere og forældrevalgte bestyrelser.
Den arbejdsro har et flertal i kommunalbestyrelsen ikke kunne finde, og derfor ønskes der igen høringssvar om endnu en ny skolestruktur. Forhåbentlig med længerevarende virkning denne gang, hvis skolerne skal have en reel mulighed for at sikre børn og forældre den skole de har krav på.
Høringsmaterialet indledes med budgetaftale for 2021, hvilket giver god mening da vedtagelse af ny skolestruktur forudsætter realistiske budgetter, som der også står helt konkret. Første nøgletal er så 21,3 mio. kr., der nu og i overslagsårene skal give skolerne en reel mulighed for at holde deres budgetter. Her er altså ikke tale om, at skoler, børn eller forældre får bedre mulighed for at lave mere eller bedre skoler. Her er alene tale om, at skolernes budgetter nu kan kaldes realistiske.
Den bedre folkeskole i Holbæk i en ny struktur skal ifølge budgetaftalen sikres på anden og bredere vis, gennem 10 mio. kr. til kvalitetsløft - og 3,2 mio. kr. til indførelse af ny skolestruktur, hvis altså de (3,2) også vil være at finde i budgetterne i overslagsårene?
Skolebestyrelse vil ikke undlade at pointere, at af de 10 millioner der nu er afsat til kvalitetsløft, er mere end halvdelen af beløbet en aftale, der allerede ligger med regeringen, om at der skal flere lærere i folkeskolen – i hele landet vel at mærke.
Halvdelen af de 10 mio. kr. er altså ikke en direkte del af budgettet tilført til en ny struktur, men en aftale som skal implementeres uagtet endnu ny skolestruktur eller ej. Skolebestyrelse er selvfølgelig både glade og forventningsfulde omkring denne nationale aftale, men kan godt lide at være så præcise som mulig i vores forståelse af budgettildeling.
Ud af de samlede 34,5 mio.kr. er der dermed reelt godt 5 (+ 3,2 mio.kr.) tilbage til styrkelse af skolerne i både etablering og drift i en ny struktur med fokus og forventning om skoleudvikling og øget kvalitet for børnene.
Herfra er ikke fratrukket det eventuelle beløb, der ikke måtte nå helt ud på skolerne, men som skal bruges til styrkelse af fx fagcenter?
Høringsmaterialet lægger op til justeringer i forhold til både administrativ understøttelse og skoleledelse, men ikke særligt konkret. Bestyrelsen forstår, at dette først og fremmest er kommunens administration, der beslutter hvorledes dette skal organiseres fremover, herunder om medfølgende delbudget på førnævnte områder skal styrkes eller ej?
Skolebestyrelsen ønsker at tydeliggøre, at en ny struktur bør følges af en gennemsigtig og styrket rammetildeling til administrativ decentral understøttelse og skoleledelse, i ønsket om øget nærledelse. Skolebestyrelsen gør derfor opmærksom på, at da nuværende skolestruktur blev politisk besluttet i 2016, fulgte en besparelse på 10 mio.kr. på ledelse og administration. Dette bør helt eller delvis tilbageføres i understøttelsen af implementering af ny struktur med ønske om mere nærledelse.
Hvis forslaget om ny skolestruktur vedtages som fremlagt med 11 selvstændige skoler, mener skolebestyrelsen, at opdelingen i hhv. Gislinge, Svinninge og Tuse/Udby er den rigtige. Dette vil øge mulighederne for tilhørsforhold og samarbejde på skoler og ml. skoler og lokalområder, ligesom det vil øge medarbejdere og ledelsesønsker om styrkelse af nærledelse og lokalt særpræg.
Skolebestyrelsen ser sig ikke i stand til at vurdere skolekonstellationer i det øvrige Holbæk.

 



Feedback

Sidst opdateret

07.12.2020

Ansvarlig redaktør

Katja Frost Jespersen