Spring til indhold

Landsbyfornyelse

I puljen til landsbyfornyelse kan du søge om støtte til udvendig istandsættelse af bl.a. boliger og forsamlingshuse, samt til nedrivning af nedslidte og skæmmende bygninger.

OBS ! Der er lukket for nye ansøgninger.

 

I Holbæk Kommune vil vi gerne understøtte en positiv udvikling i det åbne land og i de mindre byer ved at gøre brug af statens midler til landsbyfornyelse. Du kan som bygningsejer af et ældre hus søge om støtte til nedrivning eller istandsættelse.

Det er afgørende at projektet har en kulturhistorisk værdi hvis du søger om støtte til istandsættelse. Hvis du søger om støtte til nedrivning af en faldefærdig bygning eller oprydning på en boliggrund er det afgørende at projektet har en synlig effekt på omgivelserne og forbedrer oplevelsen af et område for andre end ejeren selv.

Hvad er landsbyfornyelse

Byfornyelsesloven giver kommunerne mulighed for at støtte bl.a. udvendig istandsættelse af boliger og forsamlingshuse, samt nedrivning af nedslidte bygninger, direkte til private bygningsejere. Puljen til landsbyfornyelse kan anvendes i byer med færre end 4.000 indbyggere og i det åbne land.

Tilskud til bygningsejere

Du kan læse mere om mulighederne for at søge støtte, samt de betingelser, som byfornyelsesloven stiller, i de nedenstående bokse. Der gælder en række kriterier i Holbæk Kommune, som skal opfyldes for, at ens projekt vil blive indstillet til at få tildelt støtte. Det er i sidste ende en politisk beslutning om det enkelte projekt støttes.

 

Hvilke arbejder er omfattet?



  • Udvendig istandsættelse af nedslidte private udlejningsboliger.
  • Udvendig istandsættelse af nedslidte ejer- og andelsboliger (ejeren skal bebo ejendommen)
  • Udvendig istandsættelse og tilgængelighedsforanstaltninger af forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse.
  • Udvendig istandsættelse af erhvervslokaler beliggende i bygninger med blandet beboelse og erhverv som er privat ejet. Det er en betingelse at der samtidig ydes støtte til udvendig istandsættelse af boligdelen i bygningen.
  • Ombygning af erhverv til udlejningsboliger (udvendige arbejder)
  • Nedrivning af nedslidte boliger, grundet i bygningens fysisk dårlige tilstand.
  • Nedrivning af tomme erhvervsbygninger i mindre byer.
  • Etablering af offentlig tilgængelige byrum efter nedrivning.
  • Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme

Grønne rum

Det er muligt at give tilskud til etablering af offentlige tilgængelige byrum efter en nedrivning, for at understøtte en ny anvendelse og kvalitet af det efterladte sted i byens rum. Det kunne f.eks. være etablering af træer og anden beplantning, bænke, belægninger mm. 

Du kan søge om støtte til



  • Udvendig istandsættelse af nedslidte private udlejningsboliger. Ejer skal selv kunne bidrage med min. halvdelen af projektets samlede udgifter.
  • Udvendig istandsættelse af nedslidte ejer- og andelsboliger. Ejeren skal bo på ejendommen, der kan ikke gives støtte til sommerhuse eller flexboliger. Ejer skal selv kunne bidrage med min. halvdelen af projektets samlede udgifter.
  • Udvendig istandsættelse af og etablering af tilgængelighedsforanstaltninger ved forsamlingshuse, og bygninger med lignende anvendelse. Forsamlingshuse kan søge om støtte op til det fulde beløb af projektets samlede udgifter. Det skal oplyses i ansøgningsskemaet hvor meget forsamlingshuset evt. selv kan bidrage med til projektet.
  • Udvendig istandsættelse af erhvervslokaler beliggende i bygninger med blandet beboelse og erhverv. Det er en betingelse at der samtidig ydes støtte til udvendig istandsættelse af boligdelen i bygningen.
  • Ombygning af tomme erhvervsbygninger til udlejningsboliger (kun støtte til udvendige arbejder). Ejer skal selv kunne bidrage med min. halvdelen af projektets samlede udgifter. Støtten kan først udbetales når udlejningsboligerne står klar til anvendelse.
  • Nedrivning af nedslidte boliger, begrundet i bygningens fysisk dårlige tilstand. Ved nedrivning kan man søge om støtte op til det fulde beløb af projektets samlede udgifter. Det skal oplyses i ansøgningsskemaet hvor meget ejer evt. selv kan bidrage med til projektet.
  • Nedrivning af tomme erhvervsbygninger. Ved nedrivning kan man søge om støtte op til det fulde beløb af projektets samlede udgifter. Det skal oplyses i ansøgningsskemaet hvor meget ejer evt. selv kan bidrage med til projektet.
  • Etablering af offentlig tilgængelige byrum på tomter efter en nedrivning.
  • Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme. Ejer skal selv kunne bidrage med min. halvdelen af projektets samlede udgifter.

 

Grønne rum
Det er muligt at søge støtte til etablering af offentlige tilgængelige byrum efter en nedrivning (også til steder der tidligere har fået støtte til nedrivning), for at understøtte en ny anvendelse og kvalitet af det efterladte sted i byens rum. Det kunne f.eks. være etablering af træer og anden beplantning, bænke, belægninger mm.

Kriterier i Holbæk Kommune



Projekter hvor der søges om støtte til istandsættelse:

  • Projektet skal medføre en forbedret visuel oplevelse i et lokalsamfund eller være synlig fra offentlig befærdet vej.
  • Projektet skal være en del af et værdifuldt kulturmiljø eller vurderes at have en kulturhistorisk værdi og istandsættelsen skal bidrage til den kulturhistoriske fortælling.
  • Hvis der kan argumenteres ekstraordinært for bygningen og projektets bevaringsværdier, kan der gives støtte til ejendomme hvor projektet ikke lever op til kriteriet om synlighed fra vej eller visuel betydning i et lokalsamfund.
  • Projekter der vedrører istandsættelse af forsamlingshuse og lign. kan tildeles støtte, selvom kravene om synlighed og kulturhistorisk værdi ikke er opfyldt, da forsamlingshuse og lign. har stor betydning for det lokale liv.

Projekter hvor der søges om støtte til nedrivning og oprydning på boliggrunde med affald og skrot:

  • Projektet skal medføre en forbedret visuel oplevelse i et lokalsamfund eller være synlig fra offentlig befærdet vej.
  • Bygningen der søges om støtte til nedrivning af skal have en negativ visuel effekt på omgivelserne.
  • Der gives som udgangspunkt ikke støtte til nedrivning af bevaringsværdige bygninger, medmindre der er særlige forhold der taler for at yde støtte, f.eks. lokalsamfundets interesse. Desuden kræves der en faglig vurdering af at bygningen ikke kan reddes.

Hvilke betingelser stilles der?



  • Ejendommen skal være beliggende i det åbne land eller i mindre byer med færre end 4.000 indbyggere
  • Boligen skal være opført før 1960 og være væsentlig nedslidt
  • Ved private ejer- og andelsboliger skal boligen bebos af ejeren / andelshaveren
  • Arbejdet må ikke påbegyndes før kommunen har givet tilsagn om tilskud
  • Arbejdet skal udføres af en momsregistreret håndværker
  • Bygningen skal være væsentlig nedslidt og have behov for en ekstraordinær vedligeholdelsesindsats.
  • Kommunen kan stille forskellige relevante arkitektoniske, miljømæssige og udførelsesmæssige krav.
    Der kan være tale om krav til valg af materialer og arkitektoniske krav til f.eks. vinduer og kviste
  • Ved nedrivning, er det en betingelse at nedrivningen er begrundet i bygningens fysisk dårlige tilstand. Der kan stilles krav til håndtering af byggematerialer, f.eks. krav om genanvendelse.

Tilskuddets størrelse



Støtte ydes som kontant tilskud til bygningsejeren til de arbejder, kommunen har godkendt. Støtten udbetales først når arbejdet er udført og regnskab samt dokumentation er modtaget. Det er Holbæk Kommune, der fastsætter tilskuddets størrelse på baggrund af reglerne i byfornyelsesloven. Det må forventes at der vil være en vis egenbetaling, typisk halvdelen af projektets udgifter, læs mere om dette under fanen "du kan søge om støtte til" eller kontakt os.

Hvorvidt et projekt kan støttes eller ej afgøres i en politisk behandlingsproces, hvor ansøgningen skal igennem flere politiske fagudvalg, og til sidst kommunalbestyrelsen. En ansøgning har derfor en behandlingstid på min 3-4 måneder.

Hvordan ansøger jeg?



Du skal som ejer af en bygning sende din ansøgning om tilskud til Holbæk Kommune. Ansøgningsskema findes som pdf og word filer herunder. Ansøgningsskemaet beskriver hvad du skal indsende (der kan i øjeblikket dispenseres fra kravet om 2 x tilbud fra håndværkere, men vi ser helst to forskellige tilbud på opgaverne).

Ansøgningen med udfyldt ansøgningsskema og relevante bilag sendes elektronisk til byfornyelse@holb.dk.

Holbæk Kommune vil løbende behandle de indkomne ansøgninger administrativt og politisk. Ansøgninger behandles så længe der er kommunale og statslige midler til at støtte landsbyfornyelsesprojekter. 

Alle ansøgninger vil blive vurderet efter de beskrevne kriterier og efter byfornyelseslovens regler. Kun de projekter, der lever op til begge dele, vil kunne støttes.

Se byfornyelsesloven (LBK nr 794 af 27/04/2021) her: Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer

Det er op til dig som ansøger selv at orientere dig i den gældende lovgivning om, hvorvidt dit projekt lever op til de gældende regler. Kommunen vil gerne være behjælpelig med spørgsmål, men den endelig vurdering af projektet vil først ske, når selve ansøgningen behandles.

Ansøgningsskema til landsbyfornyelse (word)

Ansøgningsskema til landsbyfornyelse (pdf)



Feedback

Sidst opdateret

27.03.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen

Har du spørgsmål til puljen?

Overvejer du at søge landsbyfornyelsespuljen, er du velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om mulighederne.

Beskriv det du gerne vil søge tilskud til og send en mail med dine kontaktinformationer til:

byfornyelse@holb.dk

Hent printbart materiale om landsbyfornyelse

Herunder kan du hente en række videnblade til udprint. Du kan hente et generelt informationsbrev, samt en række videnblade målrettet bestemte typer af projekter.

Informationsbrev om landsbyfornyelse

Forsamlingshuse

Istandsættelse helårsboliger (facade)

Istandsættelse helårsboliger (stråtag)

Nedrivning (bolig)

Nedrivning (erhverv)