Spring til indhold

Lovliggørelse af byggeri

Når et byggeri er opført uden en nødvendig byggetilladelse, er byggeriet i strid med byggeloven og dermed ulovligt - også selv om det er opført af tidligere ejere.

Hvem har ansvaret?

Det er altid dig som nuværende ejer, der har ansvaret for, at forholdene på din ejendom er lovlige. Hvis du bliver opmærksom på, at der er forhold på din ejendom, som ikke er lovlige, skal de lovliggøres.

Hvordan lovliggør man?

Der er to måder at lovliggøre ulovlige forhold på din ejendom. Enten fjernes det, der er ulovligt - også kaldet en fysisk lovliggørelse, eller også søger og opnår du en byggetilladelse - også kaldet en retlig lovliggørelse, og hermed får du lov til at beholde evt. tilpasse det, der er opført.

Det er alene kommunen, der afgør, om der kan opnås en retlig lovliggørelse.

Det er vigtigt at kontakte kommunen for en vurdering af, hvilke muligheder der er for dit byggeri.

Kontakt byggesagsafdelingen

Retlig lovliggørelse

Hvis du efter dialog med os har fået afklaret, at det er sandsynligt, at du kan opnå tilladelse til at bevare dit byggeri, skal du indsende en ansøgning om lovliggørelse. Processen er den samme, som ved almindelig ansøgning om opførelse af nye bygninger.

Ansøgningen skal indsendes via Byg og Miljø. Du skal blot huske at skrive tydeligt i din ansøgning, at der er tale om en lovliggørelsessag. Du skal også oplyse, hvornår byggeriet er udført. Hvis du ikke kender det eksakte årstal, må du oplyse, hvad du formoder og på hvilken baggrund.

Vejledning til ansøgning om byggetilladelse

Fysisk lovliggørelse

Hvis du selv vælger eller bliver påbudt at lovliggøre forholdene på din ejendom fysisk, vil du i forbindelse med processen skulle dokumentere, at det ulovlige byggeri er nedrevet eller ført tilbage til udgangspunktet. Dette kan f.eks. gøres ved at indsende før- og efter-billeder.

Koster det noget?

Vi tager betaling for at behandle ansøgning om lovliggørelse.

Gebyr og sagsbehandlingstider



Feedback

Sidst opdateret

08.07.2022

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen