Solcelle- og solfangeranlæg

Her finder du information om, hvad du skal være opmærksom på ved opsætning af solcelle- og solfangeranlæg

Opsætning af solceller på taget

Når du ønsker at lægge solceller på taget, skal du som udgangspunkt ikke have byggetilladelse eller landzonetilladelse, men bestemmelserne i det gældende bygningsreglement skal overholdes. Du skal derfor tjekke bygningsreglement i forhold til bygningers højde og det skrå højdegrænseplan mod skel og nabo.

Du skal også være opmærksom på, at solcellerne ikke må give anledning til generende reflekser for dine naboer og andre omkringboende.

Hvis bygningsreglementets afstands- og højdekrav ikke er overholdt, skal du søge kommunen om tilladelse til at sætte solcelle- eller solfangeranlægget op. Du søger via selvbetjeningsløsningen Byg og Miljø.

Gå til Byg og Miljø

Et solcelle- eller solfangeranlæg på enfamiliehuse kræver ikke tilladelse fra kommunen, men du skal være opmærksom på, at der kan være andre bestemmelser, der kan forhindre det:

  • Byplanvedtægter
  • Lokalplaner
  • Deklarationer, som du kan finde på tinglysning.dk
  • Grundejerforeningsvedtægter
  • Fredet eller bevaringsværdig bygning
  • Beskyttelseslinjer jf. Naturbeskyttelsesloven §15 -19

I mange lokalplaner, byplanvedtægter og deklarationer er der bestemmelser vedrørende bygningers ydre. Bestemmelserne kan angive fx farve, materiale, hældning af tagkonstruktion, blankhed og lignende. Hvis etablering af anlægget er i strid med nogle af reglerne, skal du søge kommunen om dispensation, inden du begynder arbejdet.

Du skal også søge kommunen om byggetilladelse, hvis du skal ændre på bygningens konstruktive forhold, når solcelleanlægget sættes op.

Hvis anlægget ikke er i strid med nogle af reglerne, skal du sende oplysninger om anlæggets størrelse (antal og m2) og ydelse (kW) til registrering i BBR. Skriv til e-mail: vaekstogbaeredygtighed@holb.dk, når anlægget er sat op.

Opsætning af solcelleanlæg på jorden

Opsætning af solcelle- eller solfangeranlæg på jorden anses for et teknisk anlæg, og dette kræver en byggetilladelse. Sættes anlægget op i landzone kræver det også en landzonetilladelse.

I landzone gives der normalt tilladelse til at opstille mindre solcelleanlæg til privat brug, når anlægget opstilles i tilknytning til eksisterende bebyggelse på egen ejendom. Opstilling skal ske på en sådan måde, at anlægget ikke fremstår skæmmende eller reflekterende i landskabet og ikke er til gene for naboer. Der kan stilles vilkår om en skærmende beplantning.

Opstilling af solcelleanlæg i områder med særlige natur-, kulturhistoriske eller landskabelige beskyttelseshensyn gives der derimod normalt afslag til.

Vil du vide mere

Hvis du er interesseret i at læse mere om opstilling af solceller, kan du finde flere oplysninger her:

Holbæk Kommune, Klima- og Miljøudvalgets beslutning om retningslinjer for dispensationer til solceller
Bygningsreglement 2015
Energitjenesten.dk



Feedback

Sidst opdateret

11.09.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Adriane Olsen