Grejtrailer til frivillig sti- og naturpleje

Grejtraileren og Minigrejtraileren er to mobile udstyrsbaser for frivillig sti- og naturpleje. Det er to lukkede trailere med indhold af kvalitetsværktøj og -maskiner, du som frivillig kan låne gratis.
Grejtraileren har flere store maskiner til de mere krævende opgaver. Minigrejtraileren er en mindre trailer med få maskiner og håndholdt værktøj til de lettere naturpleje opgaver.
I både Grejtraileren og Minigrejtraileren er der værnemidler; høreværn, visir/skærm og sikkerhedsbriller. Der er dunke med benzin til maskinerne, en lille kost til at rengøre maskinerne efter brug, sprit og papir til at aftørre alle kontaktflader på maskiner og håndværktøj.
Holbæk Kommune opbevarer Grejtraileren og Minigrejtraileren et let tilgængeligt sted og står for at vedligeholde udstyret og fylde brændstof på dunkene.
Udstyret kan bruges i alle slags områder - det eneste krav er, at der skal være offentlig adgang.
Hvad laver man som frivillig i naturen?
Naturpleje
Mange oplever det som meningsfuldt at være med til at pleje naturen. Den bedste naturpleje er ofte at få området afgræsset med kreaturer, men det kan være svært at finde en landmand, der vil have sine dyr gående på et naturområde. Det er straks noget andet, hvis der er frivillige, der tilbyder at holde øje med dyrene og slå under hegnet. Der er foreløbig tre frivillige kogræsserlaug i kommunen, bla. Orø Kogræsserlaug, og Tuse Kogræsserlaug. Der er flere kogræsserlaug på vej.
Naturstier
Har du en sti, du godt kan li '? Mange små stier forsvinder. En grund er, at hvis en sti ikke bliver slået, bliver den heller ikke benyttet. Der er frivillige i kommunen, der slår mindre stier, så man kan gå - og i nogle tilfælde også cykle - på dem. Måske vil du være med til at redde din yndlingssti?
Grønne områder
Der er mange små områder, som kunne få værdi for flere, hvis de blev plejet lidt. Det kan fx være en grøn plet i byen, gadekæret i landsbyen eller et fællesareal i grundejerforeningen.
Hvordan kan man låne Grejtraileren og Minigrejtraileren?
Før du kan låne Grejtraileren, skal du have været på kommunen gratis Grejtrailer-kursus. Det tager ca. 3 timer og afholdes efter behov - gerne ude på det sted, hvor du m.fl. skal bruge den.
På kurset underviser vi blandt andet i korrekt brug af udstyr, sikkerhed, forsikring og lovgivning.
Når du har gennemført kurset og underskrevet en benyttelsesaftale med kommunen (kurset afsluttes med dette), kan du booke Grejtraileren på internettet.
Du skal have en trækkrog på bilen for at kunne hente en af de to grejtrailere.
Hvis du er interesseret så kontakt kommunens Naturmedarbejder på området:
Majken Ingrid Sundahl
Telefon: 72 36 37 45
Mail natur@holb.dk
Grejtraileren er den første af sin slags
Grejtraileren er støttet med Tips- og Lottomidler via Friluftsrådet og Miljøministeriets Lokale Grønne Partnerskaber.
Sidst opdateret
26.01.2023
Ansvarlig redaktør