Spring til indhold

BNBO, boringsnære beskyttelsesområder

Boringsnære beskyttelsesområder

Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er cirkulære eller ovale områder, der er udpeget omkring alle drikkevandsboringer, der tilhører almene vandværker.

Der findes 124 drikkevandsboringer med BNBO i Holbæk Kommune.

Sårbarheder i BNBO

Der opstår sårbarhed i nærområdet omkring boringer, når der indvindes vand fra dem. Det skyldes det sug, som indvindingen forårsager i undergrunden.

Der vil være større grundvandsdannelse og hurtigere vandtransport ned gennem jordlagene i boringens nærområde. Det betyder en risiko for, at forurenende stoffer i boringens nærområde kan finde vej til boringen.

Aftale om stop for brug af pesticider i BNBO

Et bredt flertal i Folketinget indgik 11. januar 2019 aftale om, at risikoen for udvaskning af pesticider i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) skal mindskes. Aftalen gælder erhvervsmæssig anvendelse af pesticider.

Kommunerne skal derfor i de kommende år sikre, at erhvervsmæssig brug af pesticider stopper i boringernes nærhed i BNBO. Læs mere herunder.

Stop for brug af pesticider

Kommunerne skal inden udgangen af 2022 forsøge at indgå aftaler med de landmænd, der har jord indenfor BNBO, om permanent at stoppe med at sprøjte i BNBO.

Det ligger i den politiske aftale, at der vil blive indført et generelt sprøjteforbud i BNBO, hvis det ikke lykkes kommunerne at indgå frivillige aftaler med landmændene.

Erstatning til landmanden
Fuld erstatning

Landmanden skal have fuld erstatning for det tab, vedkommende har ved ikke at måtte sprøjte i BNBO.

Erstatningen kan fx være

  • engangserstatning med tilhørende tinglysning af servitut på ejendommen om rådighedsindskrænkning i BNBO
  • opkøb af de relevante arealer

I aftalerne skal der tages hensyn til, at det resterende areal skal kunne dyrkes uden unødige gener. Det vil i mange tilfælde betyde, at der skal trækkes lige linjer ved afgrænsningen af de sprøjtefrie områder.

Finansiering af erstatning

Erstatningen finansieres af det vandværk, der ejer boringen, som beskyttes. Vandværket opkræver pengene hos forbrugerne via en forhøjelse af vandtaksten.

Miljø- og Fødevareministeriet har vurderet, at prisen for vand vil stige med 8-12 kr. årligt for en gennemsnitlig husstand



Feedback

Sidst opdateret

29.04.2020

Ansvarlig redaktør

Marie Jørgensen