Spring til indhold

Fejl ved dræn og rørledninger

Information om fejl ved dræn og rørlagte vandløb

Hvad er vandløb?

Vandløbslovens vandløb omfatter vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt søer,damme og andre lignende indvande.

Hvor ligger de rørlagte vandløb?

Som hovedregel ligger de større rørlagte vandløb i det oprindelige vandløbs leje, d.v.s. lavest liggende strækning i terrænet. Brønddæksler viser, hvor rørledningerne ligger.
Bredejerne bør have det oprindelige projektmateriale, som viser rørledningernes beliggenhed. Desuden kan der eventuelt findes oplysninger hos vandløbsmyndigheden, landinspektøren og
landsarkivet.

Hvem vedligeholder de rørlagte vandløb?

Private rørlagte vandløb

Enhver form for vedligeholdelse udføres og betales af de enkelte bredejere. Udskiftning af enkelte rør og udskiftning af længere strækninger med nye rør i samme beliggenhed og koter og med samme diameter betragtes som reparation og er dermed en del af vedligeholdelsen. Udskiftning af rørledninger til anden beliggenhed og/eller anden diameter er at betragte som reguleringer, som skal godkendes af vandløbsmyndigheden.

Ved at gennemgå tjeklisten herunder, kan det belyses hvilke fejl kan der være i de rørlagte vandløb.

  • Hvor gamle er rørene? Kunne det tænkes, at de er ved at være udtjente?
  • Hvilken type rør er anvendt? Ler, beton, plastik?
  • Hvordan hænger rørene sammen: Er de blot stødt op til hinanden, er der muffer, eller er det hele plastrør?
  • Er rørledningen blevet vedligeholdt (repareret, spulet eller rodskåret) for nyligt? Trænger rørledningen til at blive vedligeholdt, eller kunne rørledningen have taget skade i forbindelse med vedligeholdelsen?
  • Er der skarpe knæk på rørledningen? De skarpe knæk udgør sårbare steder på rørledning.
  • Er rørudløbet frit eller helt eller delvist dækket af mudder?
  • Er der våde pletter eller små søer i lavninger, der viser, at rørledningen kan være stoppet eller faldet sammen?
  • Er der opstået huller i jorden over ledningen, som kan vise, at rørledningen er faldet sammen?
  • Er der højdeforskelle på vandspejlet i to brønde på vandløbet? Det viser, at der er stoppet mellem de to brønde.
  • Er brøndene fyldt med sand eller jord?
  • Står der træer over eller i nærheden af rørledningen, så der er risiko for rødder i rørledningen?
  • Løber rørledningen gennem mosejord eller anden ustabil jordbund, så der er risiko for sætninger?
  • Kan rørledningen have sat sig eller kan rørene være gået fra hinanden?
  • Ligger rørledningen i pløjelaget, så de store landbrugsmaskiner kan have skadet rørledningen?
  • Er jorden frossen, så vandet ikke kan trænge ned til rørledningen?
  • Har der været foretaget reparationer af eller foretaget gravearbejder i nærheden af rørledningen for nylig, så der kunne være sket skader på rørledning?
  • Er der tilsluttet dræn, tagvand o.l. til rørledningen for nyligt, som kan belaste rørledningen mere end tidligere?

Entreprenører har mulighed for at foretage forskellige undersøgelser og reparationer i rørlagte
vandløb:

  • TV-inspektioner
  • Spulinger
  • Rodskæring
  • Sugning af brønde
  • Etablering af brønde
  • Udskiftning af delstrækninger

Overvejer du at rejse en vandløbssag mod din nabo kan du bruge følgende vejledning: Om at rejse en vandløbssag mod nabo

Offentlige rørlagte vandløb

Almindelig vedligeholdelse udføres og betales af vandløbsmyndigheden. Udskiftning af enkelte rør indgår i vedligeholdelsen. Udskiftning af længere strækninger med nye rør med samme beliggenhed og koter og med samme diameter samt udskiftning til anden beliggenhed og/eller anden diameter er at betragte som reguleringer, som skal godkendes af vandløbsmyndigheden. De berørte bredejer skal deltage i betalingen.



Feedback

Sidst opdateret

05.03.2021

Ansvarlig redaktør

Christian Fonnesbech-Aagaard