Spring til indhold

Uheldserstatning

Er du kommet til skade på grund af huller i vej eller fortov eller fordi der er sne- og isglat, kan det være, at du er berettiget til erstatning.

Uheld på offentlige veje/stier

Holbæk Kommune fører regelmæssigt tilsyn med alle offentlige veje og stier for at sikre, at eventuelle uheld i veje eller andre trafikfarlige forhold bliver udbedret så hurtigt som muligt.

Kommunen har ansvaret for ca. 871 km offentlige veje og derudover cykelstierne. Det er ikke muligt at være over hele kommunen på én gang, ligesom vi ikke kan forhindre, at der opstår pludselige skader i belægningen, eller lappe alle huller i samme øjeblik, de opstår.

Det er heller ikke praktisk muligt at rydde og salte et helt vejnet på én gang. Trods glatførevarsling og døgnovervågning vil der undertiden forekomme glat føre på de trafikerede veje. Som regel fordi vejret pludseligt udvikler sig anderledes end forudset. Ved kraftigt snefald vil dette altid betyde glatte veje i nogle timer, fordi det ikke er praktisk muligt at sætte tilstrækkeligt materiel og mandskab ind for at forhindre det. Som trafikant er du derfor også forpligtet til at færdes efter forholdene.

Hvis uheldet sker og du ønsker at søge erstatning via Holbæk Kommunes forsikring

Anmeldelse sendes via e-mail til risikostyring@holb.dk og skal indeholde følgende oplysninger:

  • Dit navn, adresse, tlf. og CPR. nr.
  • Ved skade på bil: bilens reg. nr. samt oplysning om, hvor bilen er forsikret
  • Dato og tidspunkt for uheldet
  • Det nøjagtige skadested
  • Beskrivelse af hvordan uheldet er sket
  • Beskrivelse af skaden – materiel eller personskade
  • Gerne et foto af situationen
  • Ved hul i veje - tag et oversigtsfoto samt et foto af hullet, læg evt. en tommestok eller andet, så hullets dybde og omkreds kan vurderes ud fra billedet.

Når vi har modtaget din henvendelse, undersøger vi forholdene på stedet, og du vil modtage en bekræftelse på modtagelsen. Herefter videresender vi din henvendelse til kommunens forsikringsselskab, hvorfra du vil modtage afgørelse i sagen.

Vi gør opmærksom på, at der kun bliver udbetalt erstatning, hvis kommunen er juridisk erstatningsansvarlig for uheldet.

I henhold til dansk retspraksis er det en forudsætning, at kommunen kan gøres erstatningsansvarlig for uheldet, hvis kommunen har begået en fejl eller forsømmelse, som derved er årsag til uheldet.

Ved skade på bil, skal skaden altid samtidig anmeldes til bilens forsikring/kasko.

Dokumentation 

Du skal sende dokumentation for, at der har været fejl eller mangler på vejen (for eksempel i form af et billede), at der er sket en skade som følge af fejlen samt udgifterne til at få udbedret skaden.

Hvis ulykkestilfældet har medført personskade anbefales det, at du samtidig anmelder skaden til din egen ulykkesforsikring.

Uheld på private veje

Hvis uheldet er sket udfor en privat ejendom eller på en privat fællesvej/sti skal erstatningskravet rettes direkte overfor ejeren af ejendommen.

I henhold til Lov om private fællesveje (Privatvejsloven) Kapitel 9 § 44, er det den tilgrænsende grundejer, der har ansvaret for at holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.

Hvor er vejene offentlige og hvor er de private?

Se kort over stats-, offentlige og private fællesveje



Feedback

Sidst opdateret

16.03.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen

Har du spørgsmål

Vedrørende forsikringssager så kontakt:

Vækst og Bæredygtighed

E-mail: risikostyring@holb.dk