Spring til indhold

Vejarbejde på Ahlgade

Vejbanen på Ahlgade skal udskiftes dette efterår, hvilket i en periode vil medføre gener for trafikken. Renoveringen bliver dog foretaget i etaper, og derfor er det fortsat muligt at besøge Holbæks ældste strøg i bil, med cykel eller på gåben.

Det er omkring 20 år siden, at kørebanen på Ahlgade sidst blev lagt. Derfor er det tid til en renovering, hvilket vil foregå 3. september til 15. november 2018. I perioden er Ahlgade derfor etapevis spærret på strækningen mellem Blegstræde og Smedelundsgade.

Renovering i etaper

Ahlgade spærres for gennemkørsel, men renoveringen foregår i etaper. Derfor vil det i hele perioden være muligt at benytte parkeringskælderen mellem Blegstræde og Torvestræde. I samme område vil der under renoveringen være parkeringspladser til 3 handicapbiler.

På grund af renoveringen vil der være omkørsel ad Blegstræde, Havnevej og Brogade.

1. etape 

I den første etape foregår renoveringen af Ahlgade på strækningen mellem Blegstræde og halvvejs mod Torvestræde. Det er stykket udfor pølsevognen og parkeringskælderen. Det vil være indkørsel til parkeringskælderen fra øst i denne etape af vejarbejdet.

2. etape

I denne etape er der vejarbejde på Ahlgade fra Torvestræde og halvvejs mod Blegstræde. Det er udfor parkeringskælderen og Sparekassen Sjælland. I denne etape vil der være indkørsel til parkeringskælderen fra vest

3. etape

Stykket fra Torvegade og Søstræde renoveres i 3. etape.

4. etape

Afslutningsvis finder vejarbejdet i sidste etape sted mellem Søstræde og Smedelundsgade.

Brosten og huller rettes

Det er primært kørebanen, der skal have en meget kærlig hånd, fordi mange års trafik har resulteret i spidse brosten og fordybninger på gaden. Vejarbejdet foregår konkret ved, at brostenene bliver taget op, hvorefter der bliver gravet og lagt grus. Afslutningsvis bliver de samme brosten genanvendt, så de igen kan pryde kørebanen.

Arbejdet udføres af brolæggerfirmaet Kaj Bøje Pedersen A/S. Der er i 2018 afsat 1 million kroner til de samlede udgifter, og et tilsvarende beløb er afsat i 2019, når flere renoveringer af Ahlgade påbegyndes.

Selvom det nuværende kørebane har holdt i et par årtier, har selve Ahlgade holdt i århundreder. Gaden har været Holbæks hovedstrøg siden Middelalderen, hvor den oprindeligt opstod som torvegade med gårde, boder og stier ned mod fjorden. Stierne blev senere til stræder, som de kendes i dag.



Feedback

Sidst opdateret

27.08.2018

Ansvarlig redaktør

Maya Camilla Bluhme