Spring til indhold

Friluftsgruppen

Gruppen henvender til dig, der har brug for ro og en lidt strammere struktur. Gruppen værdsætter naturen, hvor der er ”højt til loftet” og mulighed for fysisk aktivitet

Aktiviteter i Friluftsgruppen

Brugere i Friluftsgruppen har særlige behov, udfordrende diagnoser og adfærd der gør, at de fungerer bedst i et mindre og meget tilrettelagt miljø. 

Gruppen har udeliv og fysisk aktivitet som omdrejningspunkt.
Det har vist sig at have god effekt for den type brugere, som er i gruppen.

Der er i gruppen mulighed for 1:1 struktur efter behov og aftale.

En gang om ugen er der mulighed for at tage en af Solgårdens busser på en længere tur, gerne til naturområder eller Zoologisk Have. 
I vinterhalvåret tager vi på museer eller i biografen.

I Friluftsgruppen kommunikerer vi med Tegn-til-Tale, piktogrammer og talesprog.

Ugeskema

Mandag 
er maddag, vi laver mad enten på Solgården eller over bål i naturen. 
Når vi er ude, er det oftest ved shelter i Knudskoven eller Fælleden. 
Vi tænder op i bålet og laver frokost sammen over bålet. 
Hvis det er regn og bål ikke er muligt, laver vi mad i køkkenet, og spiser i gruppen.

Tirsdag 
går vi til et plejehjem i området, hvor vi hjælper med at passe høns. 
Det skal muges ud hver anden eller tredje tirsdag. 
Derefter går vi videre og spiser vores madpakker et sted i Holbæk.

Onsdag 
har vi mulighed for at køre i en af Solgårdens busser.
Vi kører gerne nogle længere ture ud og oplever forskellige ting. Vi har blandt andet besøgt Lange linje, Zoo, Frilandsmuseet, og mange andre ting. 
Vi snakker i gruppen om hvad der er stemning for.

Torsdag 
er der mulighed for at deltage i ”sang og musik”, eller fodre og skifte vand hos hønsene på Samsøvej.
Bagefter går vi tur og spiser madpakker et sted i Holbæk.

Fredag 
spiser vi morgenmad i gruppen. Der bliver hentet brød i Rema 1000.
Efter morgenmaden er der rengøring af grupperum. 
Vi spiser vores madpakker i gruppen.
Hver fredag laver vi et ugebrev, med billeder og beskrivelse af hvad gruppen har oplevet i ugens løb.

Derudover deltager vi i de mange fælles aktiviteter der er i huset, såsom fastelavn, årets traditioner, sommertur og meget andet.

Gruppekassen

Hver måned betaler du til en gruppekasse. 
Pengene går til kaffe, the, brød, smør, marmelade, engang imellem is, kage eller sodavand, når vi er på tur.

Frokost

Mandag er der maddag, der skal du ikke have madpakke med. De øvrige dage skal du have en turmadpakke med, da vi oftest spiser madpakken ved borde og bænke, hvor vi kommer frem.

Garderobe og skiftetøj

På Solgården får du et skab til dit overtøj, skiftetøj og taske. Nøglen til dette skal forblive på Solgården.

Påklædning

Det er en god idé at have godt fodtøj på, skiftetøj med, og klæde dig efter vejret.

Sygdom og fravær

Hvis du bliver syg eller skal holde en hjemmedag, ringer du og giver besked i gruppen. 
Når du starter op efter sygdom, vil vi også gerne have besked dagen før.

Brug af egen telefon

Der er lige nu ingen begrænsninger for brug af din egen telefon i Friluftsgruppen.

Mobning

Vi accepterer IKKE mobning. Det er naturligvis i orden med godmodigt drilleri, men ondsindet drilleri er ikke tilladt. 
Hvis du føler dig mobbet, skal du kontakte personalet, så bliver der taget hånd om det med det samme.

Er du ked at noget – sur på nogen – så snak med personalet, og vi vil hjælpe dig med problemet.

Personalet

Personalet i gruppen består af to pædagoger og en pædagogisk medhjælper. 
Friluftsgruppen modtager studerende gennem hele året.

I Friluftsgruppen får du tilknyttet en kontaktperson. Da vi er en lille gruppe, hvor personalegruppen arbejder tæt sammen, kan vi alle kan varetage dine behov.

Vi kan træffes mandag til torsdag klokken 8 – 15, og fredag klokken 8 – 14 på nedenstående telefonnumre:

Christian Olsen 
telefon: 72 36 39 49 

Rasmus Dall 
telefon:72 36 93 68 

Thomas Kloster 
telefon: 72 36 15 28 



Feedback

Sidst opdateret

15.05.2023

Ansvarlig redaktør

Charlotte Heding