Spring til indhold

Ildsjæle

En masse ildsjæle kæmper for projekter, der gør en forskel i deres lokalområde. Måske er du ildsjæl eller interesseret i at vide mere om, hvordan du kan være aktiv, og på denne side kan du dykke ned i emnet.

De brænder for deres lokalområde. De viser en glødende entusiasme og begejstring for deres projekter, som gør en forskel og gavner hele lokalområdet. Hvis de møder en udfordring, klatrer de over, kravler under eller finder en vej udenom.

De arbejder for at nå målet, men det er ikke det eneste, der driver dem. De er nemlig også passioneret for processen, som giver dem energi, glæde og lykke. Også når usikkerhed eller modstand lurer i krogene. De kæmper på alle mulige måder, og fælles for dem er, at de har en hjertesag.

Sådan er ildsjæle, og dem har vi mange af i kommunen. Det er skønne, frivillige og vigtige mennesker i alle aldre, køn og baggrunde, der i høj grad engagerer sig i deres lokalområder. Måske er du en ildsjæl? Eller måske vil du gerne være det? I så fald er du kommet til rette sted. På denne side kan du læse mere om, hvordan du kan engagere dig.

Mennesker i sol ved Jyderup byrumslabyrint

Byrumslabyrint i Jyderup.

Lokalforum

Alle områder har et lokalt forum, som er båret af frivillige kræfter. Døren er åben for alle i et lokalforum, og derfor kan alle være med i debatter og beslutninger på lige fod. 

I jeres lokalforum kan I diskutere lokale ønsker, udfordringer og muligheder. I kan også lave lokale arrangementer eller planlægge debatmøder med for eksempel politikere og kommunale medarbejdere eller nogle helt andre. Det er også vigtigt at have en finger på den lokale puls, så I ved, hvad der rører sig og kan træde til, hvis der er behov for det.

Lokalfora er vigtige, og derfor støtter Holbæk Kommune dem. Udover rådgivning og gode råd, når behovet opstår, får alle lokalfora et årligt tilskud. 

Læs mere om lokalfora og find kontaktoplysninger her.

Få et frivilligt job

Frivillighed kommer i mange farver og former. Nogle arbejder for at give nye projekter ben at gå på, nogle kæmper for at puste liv i gode idéer, og andre brænder for at give alle deres hjælpende hænder til nogen, der ha brug for det.

Det er her, frivilligjob kommer ind i billeder. Som frivillig kan du for eksempel give en hjælpende hånd til børn eller ældre, ligesom du kan være en del af en sportsklub, spejdertrup og andre foreninger. Hvis du er en forening, der savner en frivillig, kan du også søge efter den hjælpende hånd.

Læs mere om frivilligjob her.

Grejtrailer til naturpleje

Har du en sti, du godt kan li'? Og vil du være frivillig i naturen? Så kan du låne en grejtrailer. Med den kan du pleje en sti, et stykke natur eller et grønt område. 

I grejtraileren kan du finde en buskrydder, hækkeklipper, trillebør, skiveskærer og meget mere. Udstyret kan bruges i alle slags områder – det eneste krav er, at der skal være offentlig adgang.

Læs mere om grejtraileren her.



Feedback

Sidst opdateret

06.05.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin

Kontakt en fælles-skaber

Fælles-skaberne er kommunale medarbejdere med særlig viden om frivillighed og lokal udvikling.

Ønsker du sparring eller hjælp fra en fælles-skaber, så find ham eller hende i oversigten: 

Kontakt fælles-skaberne