Spring til indhold

Genanvendelse af asfalt

Knust asfalt kan i mange tilfælde genanvendes uden tilladelse- du skal blot orientere os om det. I andre tilfælde skal du søge tilladelse.

Region Sjælland vil registrere grunden som forurenet, om der er genanvendt knust asfalt med eller uden tilladelse.
Det betyder, at alt fremtidigt gravearbejde på det område, hvor der er lagt asfalt ud, vil skulle have en tilladelse efter jordforureningslovens § 8, til gravearbejde og byggeri på forurenet grund. Forureningen vil være registreret på grunden og vil blive oplyst til potentielle købere i forbindelse med et salg.

Krav ved genanvendelse af knust asfalt

Den opbrudte asfalt skal være ren, knust og skal erstatte primære råstoffer.

Holbæk Kommune er som udgangspunkt positivt indstillet for projekter til genanvendelse af knust asfalt:

  • på arealer med ikke-følsom anvendelse.

Du skal være opmærksom på at Region Sjælland vil kortlægge arealet som forurenet.

Genanvendelse af knust asfalt uden tilladelse

Hvornår knust asfalt kan genanvendes uden tilladelse er reguleret af Miljøstyrelsen cirkulæreskrivelse om anvendelse af opbrudt asfalt til vejbygningsformål mv. fra 1985, samt deres vejledende udtalelse om fortolkningen af cirkulæret fra 2010.

Knust asfalt kan uden tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 anvendes til opbygning af egentlige veje, dvs. som ubunden indbygningsmateriale i vejkassens stabile gruslag eller bundsikringslag på veje med slidlag / bærelag af bunden asfalt. Knust asfalt kan også anvendes uden tilladelse under pladser, der naturligt knytter sig til vejanlæg, som f.eks. parkeringspladser og cykelstier. Derudover kan ubunden knust asfalt anvendes til sidesikring af egentlige veje uden tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19.

I disse tilfælde skal Holbæk Kommune blot orienteres om, hvor asfalten er udlagt og hvor meget det drejer sig om. I tvivlstilfælde afgør Holbæk Kommune, om udlægningen kan ske uden tilladelse.

Link til cirkulæreskrivelse


Ansøgning om tilladelse til genanvendelse af knust asfalt

Anvendelse af knust asfalt til andre formål, som f.eks. opfyld / vedligeholdelse af stier, indkørsler, gårdspladser, parkeringspladser og lignende kræver tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19.

For at få en tilladelse, skal der indsendes en ansøgning. En ansøgning om tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 til at bruge knust asfalt skal indeholde følgende:

  • Kortmateriale over arealet, hvor den knuste asfalt skal anvendes (adresse og matrikelnummer)
  • Beskrivelse af hvor mange kvadratmeter, der udlægges nedknust asfalt på
  • Hvor meget knust asfalt, der skal bruges / hvor tykt et lag, der ønskes anlagt
  • Beskrivelse af hvor asfalten stammer fra
  • Analyser af asfalten
  • Beskrivelse af hvordan den knuste asfalt udlægges, og hvordan det sikres, at knust asfalt ikke spredes til omgivelserne
  • Om der etableres et bærelag / slidlag i et andet materiale over asfalten.
  • Afstand til drikkevandsboringer og områder med særlige drikkevandsinteresser.

Link til drikkevandsboringer

Knust asfalt må ikke anvendes på steder med følsom anvendelse, som f.eks. boliger, institutioner, legepladser og rekreative områder med offentlig adgang, med mindre den anvendte asfalt afdækkes med fast belægning.

Ansøgning skal sendes til jord@holb.dk

Lovgivning

Link til Miljøbeskyttelsesloven §19.

Genanvendelse af knust asfalt uden tilladelse er reguleret af Miljøstyrelsen cirkulære fra 1985, samt Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om fortolkningen af cirkulæret i 2010.



Feedback

Sidst opdateret

27.04.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen