Spring til indhold

Fællesskabet er drivkraften

I Torup sammensmelter landsbykultur og økologisk bosætning, og det er fællesskabet, der driver indbyggerne til at virkeliggøre deres drømme.

Der var forårssol, lette briser og fuglekvidder torsdag den 25. april i Torup. Her besøgte deltagerne fra Holbæk Kommunes aktionslæringsforløb landsbyen, hvor fællesskab og frivillighed har ført til udvikling af eksperimenterende huse, bæredygtige initiativer og sociale aktiviteter.

Besøget gav et indblik i, hvordan et engageret, ambitiøst og populært landsbysamfund kan bygges op. En del af indblikket blev givet af Lisbeth Hansen, der bor i økosamfundet Dyssekilde, som er en del af Torup. Her har hun boet i over 25 år og har derfor et indgående kendskab til området.

Arbejdsgrupper er vejen frem

Dyssekildes bæredygtige og fællesskabsorienterede profil ses i bygninger og faciliteter. For eksempel bruger vaskemaskiner opsamlet regnvand, og et pilerensningsanlæg sørger på én og samme tid for, at spildevand renses, naturen forskønnes, og kurve kan flettes.

Der er også et 20 meter langt affaldshus, hvor alt sorteres, en genbrug med gratis varer, og en køkkenhave, der året rundt bærer frugt og grønt med sig.

Alt arbejdet organiseres i grupper, der sørger for drift og udvikling. Arbejdsgrupperne mødes både alene og samlet, hvor der tages beslutninger om fremtiden. Lisbeth fortalte, at arbejdsgrupperne er nøglen til samfundets eksistens. Det er nemlig kun lokalt, at opgaverne kan varetages. Samtidig bliver det muligt at realisere drømme, når det i stedet for betalte, udefrakommende arbejdskraft er fællesskab og frivillighed, der er projekternes redskaber.

Villaro og morgendans

I 90’erne blev en kartoffelmark ved Torup til Økosamfundet Dyssekilde, og med udviklingen kom både flere voksne og børn med sig. Et behov for en børnehave forvandledes til oprettelsen af Villaro, der nu har 25 år på bagen. I dag byder byen også på en skole, der sammen med legepladser gør det muligt for børn at have en hverdag i lokalområdet.

Hver morgen er der morgendans i fælleshuset, ligesom der ugentligt er fællesspisning. Den samlede Torup landsby lægger desuden rum til koncerter, maleundervisning, foredrag og markeder. Alle initiativer – fra Villaro til morgendans – er også båret frem af fællesskab og frivillighed. Det er disse lokale kræfter, der konstant opretholder byens glød og dynamik.

Aktionslæringsforløbets deltagere har med besøget fået indblik i, hvordan et landsbysamfund kan opbygges og opretholdes. Måske har der været inspiration til projektet Knabstrup sætter kurs, hvor der blandt andet arbejdes med bosætning. Lisbeth fortalte, at de i Torup er meget villige til at udveksle erfaringer, og dermed har Knabstrup nu en god ven, der kan hjælpe med både organisering og praktisk forvaltning.

Se billeder fra besøget herunder.

Dyssekilde - Torup. Lisbeth fortæller.Dyssekilde - Torup. Deltagere spadserer.Dyssekilde - Torup. Lisbeth fortæller.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Hus.Dyssekilde - Torup. Figur af børn.Dyssekilde - Torup. Dam.Dyssekilde - Torup. Postkasser.Dyssekilde - Torup. Dam.Dyssekilde - Torup. Fællesskabshus udefra.Dyssekilde - Torup. Fælleshus indefra.Dyssekilde - Torup. Legeplads.Dyssekilde - Torup. Lisbeth fortæller.Dyssekilde - Torup. Stationshus.Dyssekilde - Torup. Stationshus.Dyssekilde - Torup. Stationsskilt.Dyssekilde - Torup. Byskilt.Dyssekilde - Torup. Torup ting.Dyssekilde - Torup. Tprup ting.Dyssekilde - Torup. Villaro.Dyssekilde - Torup. Legeplads og fællesskabsplads.Dyssekilde - Torup. Café og saft.Dyssekilde - Torup. Café og middag.Dyssekilde - Torup. Café og måltid.



Feedback

Sidst opdateret

13.06.2019

Ansvarlig redaktør

Marie Jørgensen