Spring til indhold

Rejsen er målet i sig selv

Det kan lyde som en floskel, men ikke desto mindre er det en realitet. Rejsen er målet i sig, og dette var et lysende tema for tredje del af aktionslæringsforløbet om lokaludvikling og samskabelse.

Når et lokalsamfund byder en rivende udvikling indenfor, er det vigtigt at have langsigtede visioner i tankerne. Rejsen er dog målet i sig selv, for udvikling tager tid og slutter aldrig på en endelig destination. Derfor skal det være sjovt at være med på rejsen.

Sådan lød nogle af rådende, som Kathrine Krone, leder af Byens hus i Roskilde, og Peter Plant, iværksætter i Torup, gav videre til deltagerne i Knabstrup 3. april. De gæstede forløbet, der denne gang handlede om, hvad der virker i praksis, når det kommer til lokaludvikling og samskabelse.

Katalysator for byliv

I begyndelsen var der ingenting. Roskildes gamle rådhus og tidligere hospitalsbygning stod nemlig tomme. Der opstod så en idé om at bruge bygningerne på en ny og borgerrettet måde. Her blev Kathrine Krone ansat af Roskilde Kommune, og med nu 7 år på bagen er stedet blev et moderne medborgerhus.

Enhver kan leje et af Byens hus’ 10 lokaler, og for borgere er det ganske gratis, hvis arrangementet er åbent, og hvis borgeren ikke tjener penge på det. Sidste år var der omkring 2000 bookinger, og det kan være aktiviteter som foredrag, fitness og bylivslaboratorium. På den måde er Byens hus blevet en katalysator for byliv, hvor alle er velkomne.

Kathrine Krone har mange erfaringer i rygsækken, og en af dem handler om, at demokrati ikke kan forhastes. Lokaludvikling og demokrati kunne gå hånd i hånd under udviklingen af Byens hus, fordi der var tid til det.

Kilometermarked og kontorfællesskab

Peter Plant er i sandhed en mand med mange kasketter. Først og fremmest er han iværksætter, ildsjæl og beboer i landsbyen Torup, hvor fællesskab, bæredygtighed og livsglæde står øverst på dagsordenen.

De 356 indbyggere i Torup byder tilsammen på blandt andet fællesspisning, yoga, butikker, en børnehave, et økosamfund, en spiselig have og et kontorfællesskab. Dertil kommer et kilometermarked, der er trækplaster for lokale og turister. På markedet sælges lokale varer, hvorpå antallet af kilometer, varen er transporteret, er angivet.

En del af humlen for Peter Plant og resten af landsbyen handler om kvalitet fremfor kvantitet. Ved aktionslæringsforløbet gav Peter Plant udtryk for, at vækstbegrebet bør justeres, idet vækst bør handle om ”noget bedre” – og altså ikke ”noget mere”. Landsbyen har altså langsigtede visioner, der sammen med hverdagens projekter gør rejsen meningsfuld.

Plads til alle

Tilsammen lagde både Kathrine Krone og Peter Plant vægt på, at det er vigtigt at se, anerkende og bruge de ressourcer, der er i lokalsamfundet. Man kan spørge sig selv, hvem der er til stede, som også kan være med.

Og så er det vigtigt, der er plads til alle. Det gælder både tilskueren, deltageren, medskaberen og initiativtageren. Derved skabes et rum, hvor der er plads til alle, og heri skal opgaver pakkes på en overskuelig og håndterbar måde. På den måde kan alle være med i et lokaludviklende og samskabende projekt.

Se billeder fra mødet herunder.

Trine byder velkommen til forløbets gæster.

Kathrine Krone taler til lyttende deltagere.

Kathrine Krone taler til et lyttende publikum.

Peter Plant fremviser sangtekst på powerpoint, der skal synges til fællesspisning i Torup.

Peter Plant taler til lyttende gæster.

Deltagere stiller spørgsmål.

 

 



Feedback

Sidst opdateret

17.09.2019

Ansvarlig redaktør

Marie Jørgensen