Spring til indhold

Kursen bliver sat

Kursen for Knabstrup er i fuld gang med at blive sat. Projektets arbejdsgrupper tager nemlig idéer i hånden og undersøger, hvordan de kan være med til at udvikle byen.

Det er tydeligt at mærke på arbejdsgrupperne, at første halvdel af projektet inden længe er nået. Grupperne er nemlig godt i gang med at undersøge, hvordan idéer og konkrete projekter kan være med til at udvikle Knabstrup.

Nyt børnehus-gruppen er eksempelvis ved at undersøge muligheden for at lave fælleshaver, og fællesskabsgruppen arbejder på at holde kaffemik. Det skal være med til at skabe uformelle fællesskaber og sammenhold.

Samtidig arbejder gruppen ”Fortællingen om Knabstrup” med bybranding. De undersøger, hvordan de på platforme som Facebook, Instagram og hjemmeside kan fortælle om byens aktiviteter og mange, positive kendetegn.

Kom ud over rampen

Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne har forhøjet deres beløb til Knabstrup sætter kurs. Alle grupper kan derfor få fingrene i 2500 kroner, hvis de har brug for økonomisk hjælp til at komme ud over rampen med en idé.

Det er styregruppen bag Knabstrup sætter kurs-projektet, der vurderer, om det er meningsfuldt at give penge til en idé. Ved at kontakte Line Voltzmann på metvo@holb.dk kan en anmodning komme videre til styregruppen.

Lokalforum har også forhøjet deres midler til projektet. Arbejdsgrupperne kan derfor også lufte idéer og ønsker her, hvis der er behov for en økonomisk håndsrækning.

100 dages fest

Når forløbet har nået de 100 afsatte dage, bliver kursens milepæl markeret med en 100 dages fest. Det kommer til at foregå fredag den 24. maj kl. 16.00-19.00 på skolen.
Alle grupper har mulighed for at fortælle resten af byen, hvordan de har arbejdet, hvad de er lykkes med, og hvad der er kursen og skridtene for fremtiden.

Hvad der ellers skal foregå af aktiviteter og indslag er ved at blive planlagt af fællesskabsgruppen, der er meget åbne for flere planlæggere fra de andre arbejdsgrupper. Interesserede er meget velkomne til at kontakte Line Voltzmann på metvo@holb.dk.

Aktionslæring

Sideløbende med Knabstrup sætter kurs bliver der holdt et aktionslæringsforløb. Her får borgere, politikere og kommunale medarbejdere værktøjer, som kan bruges i tværgående udviklingsprojekter. Sidste møde fandt sted mandag den 11. marts i Makvärket. Bygningen er et tidligere teglværk, der med frivilliges hænder i dag er omdannet til et charmerende og brugerstyret kulturhus.

På Makvärket blev der talt om skjulte skatte, vandrehistorier og dilemmaer. Alt sammen opdagelser, som deltagerne havde gjort sig om Knabstrup. Der blev også talt om, hvordan man kan eksperimentere og få inspiration.

Efter kaffe, æblemost og hjemmelavede sandwiches fik fællesskabsgruppen forslag til 100 dages festen af de øvrige deltagere. Visuel tidslinje for Knabstrups kurs, fællesmaleri, popcornmaskine, lokal mad og bål var nogle af de idéer, der blev givet videre.

Deltagerne talte også om de kommende byrumsmøbler i Jyderup, hvor en vigtig pointe var at få både unge og ældre med. Møblerne bør være multifunktionelle ved eksempelvis at have digitale opladerstationer. Ligeledes kan borgere blive inddraget i de praktiske processer, når der skal saves, hamres og males.

Nedenstående billeder er fra mødet på Makvärket.

Markværket udefra under blå himmel.

Deltagere lytter til oplæg.

Deltagere deler erfaringer, mens de sidder om et bord.

Billeder ligger på et rundt bord.

Nærbillede af to inspirationsbilleder, som deltagere holder op ved siden af hinanden. Det er et billede af en strand og et billede af en redningsvest.

Deltagere står op og taler i små grupper om billeder, de har valg som inspirationskilder.

Sandwiches med farverigt fyld ligger på rækker.

Deltagere tager sandwiches fra fade.

Deltagere lytter til oplæg.

Deltager peger på post-it-sedler, som andre deltagere har skrevet idéer på.

 

 



Feedback

Sidst opdateret

13.06.2019

Ansvarlig redaktør

Marie Jørgensen