Spring til indhold

Grejtrailer

Har du en sti, du godt kan li'? Vil du være frivillig i naturen? Vidste du, at du kan låne Grejtraileren, hvis du vil pleje en sti, et stykke natur eller et grønt område?

Grejtraileren er en mobil udstyrsbase for frivillig sti- og naturpleje - en lukket trailer med indhold af kvalitetsværktøj og -maskiner, som du gratis kan låne som frivillig.

Traileren indeholder bl.a.:

  • Slagleklipper
  • Skiveskærer
  • Buskryddere
  • Hækklippere
  • Kompressor
  • Pladevibrator
  • Trillebøre
  • Div. håndværktøj

Holbæk Kommune opbevarer Grejtraileren et let tilgængeligt sted og står for at vedligeholde udstyret og fylde brændstof på dunkene.

Udstyret kan bruges i alle slags områder – det eneste krav er, at der skal være offentlig adgang.

Hvad laver man som frivillig i naturen?

Naturpleje

Mange oplever det som meningsfuldt at være med til at pleje naturen. Den bedste naturpleje er ofte at få området afgræsset med kreaturer, men det kan være svært at finde en landmand, der vil have sine dyr gående på et naturområde. Det er straks noget andet, hvis der er frivillige, der tilbyder at holde øje med dyrene og slå under hegnet. Der er foreløbig to frivillige kogræsserlaug i kommunen, Orø Kogræsserlaug og Tuse Kogræsserlaug - og flere er på vej.

Besøg Orø Kogræsserlaug

 

Gravhøje

Kommunens pleje bliver i dag suppleret af frivillige. Det skulle efter sigende være ret hyggeligt. Hvis du vil være med, kan du kontakte Holbæk Arkæologiklub.

Naturstier

Har du en sti, du godt kan li’? Mange små stier forsvinder. En grund er, at hvis en sti ikke bliver slået, bliver den heller ikke benyttet. Der er frivillige i kommunen, der slår mindre stier, så man kan gå - og i nogle tilfælde også cykle - på dem. Måske vil du være med til at redde din yndlingssti?

Grønne områder

Der er mange små områder, som kunne få mere værdi for flere, hvis de blev plejet lidt. Det kan fx være en grøn plet i byen, gadekæret i landsbyen eller et fællesareal i grundejerforeningen.

Hvordan kan man låne Grejtraileren?

Før du kan låne den, skal du have været på kommunens gratis Grejtrailer-kursus. Det tager ca. 3 timer og afholdes efter behov – gerne ude på det sted, hvor du m.fl. skal bruge den.

På kurset underviser vi blandt andet i korrekt brug af udstyret, sikkerhed, forsikring og lovgivning.

Når du har gennemført kurset og underskrevet en benyttelsesaftale med kommunen (kurset afsluttes med dette), kan du booke traileren på internettet og komme og hente den, hvis du har en trækkrog på bilen.

Eksempel på benyttelsesaftale

Hvis du er interesseret så kontakt kommunens fælles-skaber på området:

Bente Meehan
Telefon 72 36 80 61
Mail natur@holb.dk

 

Grejtraileren er den første af sin slags

Grejtraileren er støttet med Tips- og Lottomidler via Friluftsrådet og Miljøministeriets Lokale Grønne Partnerskaber.

 

 



Feedback

Sidst opdateret

08.08.2018

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard

Kontakt

Fælles-skaber Bente Meehan

Telefon: 72 36 80 61

E-mail: beme@holb.dk

 

Arbejdsområder: Teknik og miljø