Spring til indhold

Bredetved Skydeterræn

Oplev Bredetved Skydeterræn på en 2,5 km lang vandrerute

Bredetved Skydeterræn ejes af Forsvarsministeriet.

Skydeterrænet udgør ca. 21 ha og har siden 1912 været skydeterræn.

Naturen i og omkring skydeterrænet

Størstedelen af Bredetved Skydeterræn er omgivet af skov; Dragerup Skov mod nordvest og Munkholmskoven umiddelbart øst for terrænet.

Fra terrænets højeste del, tæt ved Munkholmvejen ca. 25 m over havet, er der en flot udsigt over Isefjordens Inderbredning. Herfra daler terrænet over en strækning på ca. 800 m for til sidst at ende i en tæt rørskov ud mod kysten. Når du står ved rørskoven og kigger tilbage ind mod land, kan du tydeligt se den gamle kystskrænt, hvor stenalderhavet stod for ca. 6500 år siden.

Selve skydeterrænet består primært af græsklædte overdrev, sletter og enge, og ind i mellem er der plantet små holme af træer og buske. Skydebanerne flankeres af gammel, frodig løvskov, primært ask, med en varieret og spændende skovbundsflora.

Afmærket vandrerute i området

Der er afmærket en ca. 2,5 km lang vandrerute i Bredetved Skydeterræn, hvor du kan opleve den meget forskelligartede natur, der er i området.

Vandrerutens forløb kan du finde i folderen om Bredetved Skydeterræn, som står i folderstanderne ved indgangen til området.

Generelle adgangsregler

Når du færdes i Bredetved Skydeterræn, skal du være opmærksom på:

  • Al færdsel sker på eget ansvar
  • Færdsel skal ske til fods på de anlagte stier, så bevoksningen skånes mest muligt
  • Der må ikke graves eller tændes bål på terrænet uden tilladelse
  • Ridning er ikke tilladt i terrænet, primært for at undgå slid på veje og banebelægning
  • Hunde skal føres i snor

Lukket under skydning

Under skydning er adgang til terrænet forbudt. Adgangsvejene afspærres, og når fareområdet går ud over vandet, hejses en ballonkugle, og der tændes en blinkende lysmarkør, der kan ses fra søsiden.

Når der skydes på terrænet, offentliggøres det i ugeavisen By & Land.

 



Feedback

Sidst opdateret

06.12.2023

Ansvarlig redaktør

Runa Cecilie Lund Sørensen