Spring til indhold

Syvendekøb Mark

I det bynære naturområde kan der både opleves søer, bæk og en lille skov kaldet Nyskoven
Gråstrubede lappedykkere i Syvendekøb Sø

På Syvendekøb Mark, et tidligere landbrugsareal på ca. 12 ha beliggende mellem Syvendekøb og Mørkøv er der etableret et bynært naturområde.

Området ejes af Holbæk Kommune, men det er foreningen Øko-Land Mørkøv, der passer området og sørger for beplantning og græsning m.m.

Søer og bæk

I området findes der to søer; Syvendekøb Sø og Syvendekøb Lillesø. Syvendekøb Sø er ca. 18000 m² og Syvendekøb Lillesø ca. 5000 m², i alt ca. 2,3 ha.

Søerne blev gravet i 2006, og anvendes som regnvandsbassiner til overfladevand fra veje og boligområder. Afløb fra søerne ledes til Kobbelå via et sidevandløb. Søerne har en maksimal dybde på 2 m, og der er en glidende overgang fra vand til land.

I 2006 blev der ligeledes gravet en bæk i området; Kildebækken, og den har et naturligt, bugtet forløb.

Nyskoven

Der findes også en nyere beplantning i området; Nyskoven, som består af oprindelige danske arter af buske og træer.

Nyskoven blev plantet i 2006, hvor en lille flok raske mennesker plantede 3000 planter. Plantningen danner et læhegn langs markvejen mod vest og består af oprindelige danske arter af buske og lavere og højere træer.

Der er sat vildthegn omkring Nyskoven for at beskytte træerne mod rådyr og harer.



Feedback

Sidst opdateret

23.01.2018

Ansvarlig redaktør

Hans Henrik Nielsen