Spring til indhold

Fremtidens idrætsfaciliteter

Hvordan udnytter vi vores lokale idrætsfaciliteter endnu bedre end vi gør i dag?

Holbæk Kommune deltog i 2017 i en undersøgelse udført af Syddansk Universitet. Undersøgelsen satte fokus på udnyttelsen af de lokale idrætsfaciliteter. Det var en landsdækkende undersøgelse udført i 25 kommuner. I en periode fra uge 10-13 blev det registreret i 16 udvalgte idrætsfaciliteter, hvor meget disse blev anvendt af brugerne.

Syddansk Universitet udgav i starten af 2018 en rapport, der blandt andet kan berette, at der i Holbæk Kommune er booket tider i idrætsfaciliteterne gennemsnitligt 96 procent af tiden. Desværre viser rapporten også, at tiderne kun bliver benyttet gennemsnitligt 65 procent af tiden.

På baggrund af denne rapport, der blev præsenteret for repræsentanter fra de lokale idrætsfaciliteter på et møde i Knabstrup Hallen 27. februar 2018, blev der nedsat en arbejdsgruppe. Denne arbejdsgruppe blev bemandet med otte repræsentanter fra de lokale idrætsfaciliteter; herunder både selvejende haller og kommunale haller samt både medarbejdere, halbestyrelser og brugere.

Arbejdsgruppen fik til opgave at komme med anbefalinger til løsningen af følgende tre udfordringer:

  1. Hvordan mindsker vi gabet mellem booket og benyttet haltid?
  2. Hvordan tiltrækker vi selvorganiserede og andre nye brugere i hallerne?
  3. Hvordan sikrer vi haltid til nye aktiviteter?

På tre møder i arbejdsgruppen har deltagerne fået præsenteret forskellige løsningsmodeller og har drøftet disse. Anbefalingerne præsenterede arbejdsgruppen for Udvalget for Kultur og Fritid 30. maj 2018. Udvalget skal efterfølgende stilling til anbefalingerne på deres møde 20. juni 2018.

 

Rapporten om fremtidens idrætsfaciliteter - Idrætsanlæg i Holbæk Kommune

Rapporten om fremtidens idrætsfaciliteter

Arbejdsgruppens anbefalinger

 



Feedback

Sidst opdateret

07.06.2018

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard