Spring til indhold

Scenekunstnerisk Grundkursus (SGK)

SGK er for dig, der har talent for at stå på scenen. Dig, der gerne vil udfordre dig selv og udvikle dig som formidler og skuespiller. Dig, der gerne vil bruge din krop og din stemme til at fortælle historier overfor et levende publikum. Og først og fremmest dig, der drømmer om at kombinere din STX-uddannelse med dramaundervisning på højt niveau.

SGK-undervisningen foregår på Holbæk Drama College, hvor du bliver undervist af professionelle teaterfolk, der kan hjælpe dig mod en fremtid inden for branchen. For at gå på Holbæk Drama College, skal du være indskrevet som elev på Stenhus Gymnasium med dramatik på B-niveau.

SGK er et treårigt forløb med 10 timers målrettet dramaundervisning ugentligt – sideløbende med din STX-uddannelse.

Fordyb dig i teaterfaget

Grundkurset på Holbæk Drama College sikrer dig ekstrem stor sceneerfaring inden for et bredt spektrum af teatermetoder. Du oplever også, hvad det vil sige at stå bag scenen og opbygge en forestilling helt fra bunden.

Som kursist på Holbæk Drama College bliver du en del af et tæt fællesskab bestående af 21 elever på tværs af årgange. Her hjælper og støtter alle hinanden– ligesom du løbende får individuelle samtaler med din personlige mentor, som guider dig til, hvordan du kan udvikle dig som skuespiller.

Kom ud over scenekanten

På Holbæk Drama College kommer du ikke blot ud på scenen – du kommer også ud i verden og bliver en del af Holbæk Kommunes kreative fællesskab. På dit andet år kommer du til at turnere rundt med en forestilling sammen med Teatret Fair Play, og på dit tredje år vil du få chancen for at spille med i Holbæk Teaters sommerforestilling.

Som noget helt særligt, har elever fra Holbæk Drama College fri adgang til Teatret Fair Play og Holbæk Teater og kan øve videre der, når undervisningen er slut.

 

Det koster 9.000 kr. pr. skoleår at gå på Holbæk Drama College. Optagelsesprøverne bliver afholdt den 24. februar 2020, og du skal tilmelde dig senest den 30. januar 2020. Det er desuden en forudsætning, at du bliver optaget på STX-uddannelsen på Stenhus Gymnasium. Du kan læse mere om Holbæk Drama College og optagelse her.



Feedback

Sidst opdateret

27.11.2019

Ansvarlig redaktør

Stephanie Juul Nielsen

Kontakt

Koordinator for Holbæk Drama College er Malou Louise Lindblom.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Malou på:

mail: lu@stenhus-gym.dk 

tlf. 28 45 83 18