Spring til indhold

Natur og fællesskab er kernen

Vi står i den lune sommerbrise på en mark med højt, bølgende græs og vilde blomster. Her skal 30-årige Laura Ræbild bygge et bæredygtigt hus og skabe et liv tæt på naturen og det fællesskab, der altid har fulgt hende.

Huset bliver ét blandt mange, kreative bygninger. I fremtiden byder lokationen på Tuse Næs i Holbæk Kommune nemlig på et bæredygtigt bofællesskab i naturskønne omgivelser og med kreative værksteder. Bag projektet står Foreningen Fællesmark, som Laura er forperson for.

Når Laura flytter fra Tølløse og ind på Fællesmark med sin mand og sit barn, er det ikke første gang, hun har adresse på halvøen i fjorden. De første år af sit liv boede hun i et lille hus nær Tobjerg med sine forældre, storesøster og katten Toulouse. Huset duftede af hjemmebag, der var patchwork-tæpper i stuen, og sommetider blev computeren på førstesalen tændt. Når det regnede og blæste af stormstyrke, kunne skovture i haven byttes ud med Tetris og Pac-Man.

Vi fik lov at være børn, der gik på opdagelse og fik hudafskrabninger.

Naturbørnehaven Skovgården var Lauras andet hjem. Med en veninde fra dagplejen satte hun sine ben i børnehaven første gang som 3-årig, og her var der var store udeområder med mange muligheder:

”Vi eksperimenterede med planter og de naturlige miljøer, vi var i. Der var udflugter i den nærliggende skov, mooncars og gode lege ved et gammelt, hult træ eller en slidt bænk. Vi fik lov at være børn, der gik på opdagelse og fik hudafskrabninger. Og det hele var på en tryg måde med voksne, vi altid kunne gå til”, fortæller Laura.

Skoletasken på ryggen

I 1998 tog Laura skoletasken på ryggen og mødte op i skolegården i Udby. Klokken til første dag i 0.a ringede ind, og tiden med skoleskema, madpakker og frikvarterer stod for døren. En gruppe fra Skovgården rykkede med hertil, men der var også børn fra andre institutioner. Der var intet "dem og os", men nye venner, der hurtigt legede sammen.

”Jeg hæfter mig mest ved, at jeg har fulgt nogle af de samme jævnaldrende. Det var hele tiden trygt, og ved overgangsfaser var der altid en at holde i hånden. På den måde var store skift som oprykning fra indskoling til udskoling slet ikke så farlige”, fortæller Laura.

Jeg var meget glad for at være kreativ og bygge.

Alle kendte hinanden på landsbyskolen. Hvis man ikke gik i klasse sammen eller dyrkede fællesskabet til spejder, ridning eller badminton, blev man rystet tættere sammen ved temauger om for eksempel Middelalderen. På tværs af klassetrin producerede eleverne afladsbreve, stearinlys og aviser. Laura holdt særligt af projekter, hvor fag blev trukket ud af de vante undervisningsrum.

”Jeg var meget glad for at være kreativ og bygge. At skrive en opgave, skabe et fysisk produkt og sætte sig ind i noget ud fra et selvvalgt emne var fedt. For eksempel brugte jeg i 7. klasse meget tid med en veninde på et projekt om 1. verdenskrig. Vi skrev en rapport og byggede en skyttegrav af papmache, maling, små plastiksoldater og pigtrådshegn med søm og ståltråd”, forklarer Laura.

I samme periode blev de landlige omgivelser i Tobjerg byttet ud med et villakvarter i Hørby. Drivhuset bød på tomater, frugttræerne gav æbler og hønsene lagde æg. Og så var der endnu flere at børn at lege med lige om hjørnet.

Omkring konfirmationsalderen blev legene byttet ud med kolde dukkerter i fjorden, computerspillet ”Sims” og serien ”Desperate Housewives”. Altid med hjemmelavet saftevand og sprøde vafler.

En øjenåbner

I de ældste klasser blev Laura klar på at prøve noget nyt. En helt særlig samfundsfaglærer så de individuelle behov i 8.a. Han støttede de unge mennesker og gav dem gode anbefalinger. For Laura resulterede det i, at hun tog 9. klasse på Rantzausminde Efterskole på Sydfyn, hvor fokus var på politik og mediefag.

Efterskolen gav mig helt sikkert en masse selvtillid.

”Det var en øjenåbner for mig, at vi kunne debattere og forhandle alt – det var jeg ikke vant til. Hvis nogle elever ville gå senere i seng, blev forslaget diskuteret, stemt om og afprøvet. Det krævede noget at mig selv at skulle tage mere stilling, men jeg lærte meget og mødte nye mennesker med forskellige baggrunde. Efterskolen gav mig helt sikkert en masse selvtillid”, fortæller Laura.

Mange fra Lauras omgangskreds begyndte efter afgangseksamenerne på uddannelser på deres hjemstavne, men hvad mere kunne verden egentlig byde på? For Laura bød den på tre ungdomsår på Roskilde Gymnasium, og her søgte hun fortsat fag med plads til diskussioner.

Hun nævner filosofi og forklarer, at det handlede om etik og menneskesyn, som vi stadig kan lære noget af i dag. Bølgerne i klassen gik somme tider højt med argumenter for diverse synspunkter, men der var plads til at være uenig på en rar måde.

Tiden i Roskilde var fyldt med nye venskaber, festivaler og fester i Lauras nye 43 m2 studiebolig. Gymnasieklassen på et par og tyve kunne sagtens spise pizza og drikke øl her, inden kursen blev sat mod byens tilrøgede bodegaer og energifyldte diskoteker.

Ind i mellem tog Laura turen tilbage til Tuse Næs, hvor hun begyndte som medarrangør af Spirefestival. En festival med upcoming kunstnere, nærvær og bæredygtighed.

Laura planter kål i forspiringskasser i Spirefestivals køkkenhave.

Det løber af stablen den første weekend i august hvert år, men alle årstider er Laura i arbejdstøjet. Hun er blandt dem, der får jord under neglene i køkkenhaven, får flere frivillige kræfter med ombord og udvikler festivalpladsen. Eksempelvis har hun været med til at udsmykke en nyetableret toiletvogn med mosaik, spejle og planter.

Norske fjelde og Nordvest

Bøger, kladdehæfter og computer blev efter studenterhuen kom på hovedet pakket væk, og Laura flyttede til Holbæk.

Pædagogmedhjælper på en specialskole og handicaphjælper hos en familie med en dreng med autisme var den nye hverdag. Sammen med drengen lavede hun aftensmad, tog på geocaching og en enkelt gang fik hun lov til at hjælpe med lektier.

Jeg valgte fagene udelukkende ud fra interesse, og hvad der er sjovt at undervise i.

To år senere begyndte Laura på Zahle Seminarium i København med Dansk, Historie samt Natur og Teknologi som hovedfag:

”Jeg blev rådet til at tage en anden kombination, som for eksempel Biologi og Matematik, men jeg valgte fagene udelukkende ud fra interesse, og hvad der er sjovt at undervise i. Det betød også, at jeg tog et semester i Bø i Norge. Vi sejlede i kano, vandrede i fjeldene og lærte om eco-philosophy. Det handler menneskesyn, måden at være på i naturen og hvordan vi altid har brugt naturen til at finde ro i – også i en stresset præstationshverdag”, forklarer hun.

Laura står på toppen af bjerg med baggrun dbestående af sø, bjerge og himmel.

Adressen var nu i Nordvest, og i den to værelser store andelsbolig var der altid selskab. Laura har på skift boet sammen med enten veninder eller kæreste, som har taget med på bar, nydt hendes koldhævede boller og hjulpet Dyrenes Beskyttelse som midlertidige plejeforældre til hunkatte med killinger.

Undervejs kom læreruddannelsen i hus, og Laura var forbi et privat bosted og en folkeskole, inden hun landede en stilling på en specialskole i Virum.

”Her kan jeg nørde ind i, hvad den enkelte elev har brug for og se muligheder fremfor begrænsninger. Jeg arbejder med, hvordan jeg kan undervise børn uden syn og med svær spasticitet inden for folkeskolens mål. Arbejdet har også givet mig mulighed for at få undervisning i neuropsykologi, kommunikation og døvblindhed. Det er enormt spændende”, fortæller Laura, der i øjeblikket er på barsel fra arbejdet.

Det skulle hedde Fællesmark

Nu er vi tilbage i det bølgende græs og de vilde blomster. Lokationen for de fremtidige, hjemlige rammer, og det hele startede i 2019:

”En sommeraften på Spirefestival fik nogle af de andre arrangører og jeg øje på nabogrunden. En økologisk dyrket mark. Det kunne være fedt at udvide spire-stemningen, og jeg fandt ud af, at grunden var til salg. Jeg skulle egentlig ikke flytte tilbage til Tuse Næs, men pludselig havde vi en vision for den tomme mark: et bæredygtigt bofællesskab, som skulle hedde Fællesmark”, fortæller Laura.

Laura fremviser Fællesmarks plakat med dyreliv

Startskuddet til en spændende proces lød, og en tid med plantegninger, lokalplaner, helhedsplaner, jordbundsprøver samt møder med kommune, arkitekter og andre bofællesskaber fulgte trop. Fællesmark nåede en stor milepæl, da skødet blev overdraget, og siden har projektet budt på advokatmøder, fondsansøgninger og på arkæologiske udgravninger.

Sidstnævnte var nervepirrende, for selvom historielæreren i Laura synes, det var spændende, kunne særlige fund føre til ændringer i planerne for bofællesskabet. Heldigvis var det ikke tilfældet, og salget af byggegrunde fortsætter.

Når man køber en grund, køber man sig ind i et koncept.

”Vi har 27 byggegrunde i alt, og vi har stadig nogle til salg. Når man køber en grund, køber man sig ind i et koncept om at bygge sit eget bæredygtige hus og være en del af Fællesmark, der kommer til at rumme fælleshus, kreative værksteder og natur. Over 33 procent er udlagt til naturområde, så hjemmehørende dyr og planter kan få lov at blomstre”, fortæller Laura.

Hun spejder hen over marken og glæder sig til den dag, hun kan flytte ind i drømmehuset. Det er et lille enfamiliehus med skæve vinkler og organiske former. Men huset fylder ikke i samme grad, som naturen og fællesskabet, for det er Lauras drivkraft. Og barndommens omgangskreds er stadig geografisk i nærheden af Fællesmark:

”Vi er den samme gruppe, der har fulgt og kendt hinanden gennem livet. Vi kendte hinanden fra helt små på Tuse Næs, rykkede videre sammen i skoletiden og voksede op med hinandens familier. Så udvikler man sig i alle mulige retninger og lever på forskellige måder, men det har aldrig været besværligt. Vi er der bare sammen – for og med hinanden”, slutter Laura.

Laura kigger udover marken med græs og vilde blomster på en sommerdag.



Feedback

Sidst opdateret

05.08.2022

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin