Spring til indhold

Spejdere inviterer børn til at udforske naturen

Holbæk – og Regstrupspejderne har fået tilskud til udstyr, der skal give børn og unge forståelse af naturen.
14.08.2020

- Vi skal udnytte udendørsområderne. Fjorden og åen, der løbet igennem Regstrup, mener Jimmy Singerholm, der er formand for Holbæk- Regstrupspejderne.

Derfor har spejderne søgt kommunens Udvalg for Kultur og Fritid om 12.700 kroner til naturpatruljeudstyr, der skal give børn og unge en forståelse af- og interesse for naturen. Og forleden fik de bevilget pengene.

Skoleklasser kan prøve udstyret

De penge er netop blevet bevilget. Men det er ikke kun spejderne, der får glæde af det nye udstyr. De har også planer om at invitere børn og unge i Holbæk by og Regstrup til at prøve det af.

- Spejderne har udstyret og skal være med til at bruge det, så det ikke går i stykker. Men vi tænker at invitere skoleklasser til at komme og afprøve udstyret. Og så kan man skrive til os og spørge, om man må prøve det, siger Jimmy Singerholm.

Naturpatruljeudstyret består blandt andet af en varmluftballon, en krible krable naturpakke, en mini-vindmøller og akvarier og luppe til at undersøge dyr fra åen og fjorden med.

Tilskuddet til naturpatruljeudstyret kommer fra Udstyrspuljen, som uddeles tre gange om året.

Læs mere i referatet fra Udvalget for Kultur og Fritids møde den 12. august 2020.



Feedback

Sidst opdateret

14.08.2020

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin