Spring til indhold

Naturskønt og godt fællesskab

Hvordan er det at være tilflytter i Mørkøv lokalområde? Læs historierne om, hvad tre tilflyttere forelskede sig i.

Mørkøv byder på skøn natur, biograf, togstation, skole, sportshal, spejdere og meget, meget mere.
Derfor er det ikke underligt, at flere vælger at bosætte sig i Mørkøv lokalområde (som dækker over bl.a. Stigs Bjergby, Skamstrup, Bennebo, m.fl.)

Naturen og det lokale fællesskab går igen, når man spørger tre kvinder, der for nyligt er flyttet til lokalområdet.

”Her er det hele”

København blev skiftet ud med Mørkøv i september 2018, da Betina Overmark og hendes mand flyttede til byen sammen med deres datter og hund. Betina er oprindeligt fra Kalundborg og ville gerne tættere på sin familie, mens manden savnede at være tættere på naturen og muligheden for at komme på jagt.

Betina fremhæver især den gode beliggenhed i forhold til naturen, stationen og den korte afstand til Holbæk by som klare fordele ved at bo i Mørkøv. ”Det er rart, det er en stationsby, for så har jeg stadig en forbindelse til både Kalundborg og København, hvor mine veninder bor. Vi fandt drømmehuset i Mørkøv, og her er det hele”, siger Betina med henvisning til gode muligheder for indkøb af dagligvarer, institution, skole, hal, læge og andre butikker.

”Vi er faldet godt til i en god grundejerforening og her er et godt lokalliv. Hvad mere skal man bruge, når man både har mand, barn og hund”, afslutter en tydeligt glad Betina Overmark.


(Privatfoto, Betina Overmark) Sådan så det ud, da Betina og hendes mand fejrede bryllup i deres egen have i Mørkøv.

Alle holder sammen

Carina Høier flyttede til Mørkøv i 2019 med sine to drenge. Hun har boet i Skibby ved Frederikssund, men forelskede sig i en gård i Mørkøv. Efter tre måneders venten, tog hun beslutningen:
”Vi boede til leje i Skibby, og da kontrakten udløb, valgte vi gården og Mørkøv. Her er dejligt med plads til børnene og vores hund, og naturen var helt klart med i overvejelserne”, fortæller hun og siger, at hun kendte til området i forvejen, da hun har familie i en nærliggende by.

Carina synes også, der er noget charmerende over at bo i en lidt mindre by. ”Vi kommer fra en lille by, og vi elsker den måde, folk er på. Alle smiler til hinanden og er meget hjælpsomme. Alle holder sammen. Det synes jeg ikke er det samme i større byer. I hvert fald ikke på samme måde”. Carinas drenge er også faldet godt til i både børnehave og skole. ”Vi trives rigtig godt her. Her er dejligt, og vi får masser af frisk luft”, fortæller Carina Høier.

Gode forbindelser og landlige omgivelser

Johanna Bobek har også taget turen mod Mørkøv lokalområde, nærmere bestemt Bennebo. Johanna kendte intet til Vestsjælland, hvorimod hendes kæreste Thomas er vokset op i Holbæk by. De flyttede fra København, fordi de havde brug for at komme væk fra storbyen.

”Jeg ville ikke ind i et byområde som Holbæk. Jeg ville lidt længere væk. Gerne i landlige omgivelser, med mulighed for fritidslandbrug. Og med afstand til naboer, så jeg kan høre høj musik”, siger hun grinende til spørgsmålet om, hvorfor valget faldt på Bennebo.

Johanna Bobek
(Privatfoto, Johanna Bobek) På gården i Bennebo er en kattekilling også faldet godt til.

Arbejde, familie og venner

Johanna og Thomas snakkede både om afstand til venner og familie, da de skulle træffe deres valg. Da de begge arbejder et stykke væk fra Mørkøv lokalområde, skulle der også være gode pendlermuligheder.

”Jeg er bygningskonstruktør og arbejder i Hedehusene. Thomas er elektriker, og hans firma er i København”, siger Johanna og fortæller, at de både har venner i København og Stenløse og familie i bl.a. Ringsted. Derfor var det vigtigt at finde en by, hvor der var forbindelser til det hele.

”Det fede her er, at det ikke er mere end en times kørsel fra København, 20 minutter til Holbæk og 30 minutter til Ringsted. Trafikken glider let herfra og ind til byen. Og her er så naturskønt”, opremser hun med smil i stemmen. Det er tydeligt at mærke, at de er faldet godt til i Bennebo.

Følelsen af fællesskab

Johanna og Thomas flyttede til Mørkøv i 2020. Midt under Corona og med begrænsninger for blandt andet indendørs socialt samvær. Men heldigvis har der lokalt været tænkt i alternative muligheder.

”Via Facebookgruppen (4440 Mørkøv – det sker i byen) er der mange, der er rigtig gode til at dele online begivenheder, f.eks. yoga. Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor meget der bliver faciliteret online i området, og det har jeg været rigtig glad for. Så får man lidt en følelse af, at man er en del af det samfund, der er i Mørkøv og de omkringliggende byer”, fortæller hun, og siger afslutningsvis ”Og så er vores naboer mega søde og hjælpsomme, og har taget god imod os.
Det har været en rigtig god modtagelse i et nyt lokalsamfund”.

Johanna Bobek Johanna Bobek
(Privatfoto, Johanna Bobek) Johanna og hendes hund nyder naturen og de landlige omgivelser i Mørkøv lokalområde.

 



Feedback

Sidst opdateret

10.02.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin