Spring til indhold

Regstrups Bedste Steder

Regstrup Lokalforum laver et digitalt kort med de bedste steder i hele Regstrup lokalområde. Det hedder Vores Bedste Steder.
24.06.2021

Siden 2020 har Lokalforum Regstrup i samarbejde med Holbæk Kommune arbejdet på at lave et digitalt kort, der skal fremhæve de bedste steder i hele Regstrup lokalområde.

- Der er en tendens til, at Regstrup lokalområde forveksles med byområdet Regstrup. Men der er så meget andet i vores meget store lokalområde, og det vil vi gerne have frem i lyset, fortæller Anni Olsen, medlem af Regstrup Lokalforum.

Ideen til det digitale kort var et produkt af et møde med Christian Kobbernagel, proceskonsulent fra Holbæk Kommune, og Regstrup Lokalforum. Snakken gik på, hvad der var specielt ved lige præcis Regstrup lokalområde – og hvordan disse steder bedst kunne fremhæves.

Christian Kobbernagel har været med fra starten i 2020. Han er glad for endelig at kunne mødes fysisk igen efter corona-pandemiens præg på projektet.

– Der var en god stemning ved sidste møde. Det kræver samarbejde og dialog for at få det til at lykkedes. Det er et fællesskabsprojekt, fortæller han og tilføjer, at han ser store fordele ved det digitale kort.

– Det giver synlighed og åbenhed, da kortet er et rigtig godt redskab til at fremhæve hele lokalområdet. Og så kan alle i hele Regstrup lokalområde kan komme med deres mening til, hvad der skal fremgå på kortet, siger Christian Kobbernagel.

Målet er, at der er et digitalt kort på Regstrup Lokalforums hjemmeside til september, så alle borgere kan få glæde af alle de skønne steder, der er markeret på kortet.

– Kortet skal være en guide til alle i lokalområdet – fra foreninger, institutioner og erhverv – men også til fx tilflyttere, afslutter Anni Olsen.

Vil du være med?

Vi mødes igen mandag den 30. august om aftenen. Vi er på Det Røde Gulv på Nr. Jernløse Skole fra kl. 19 – 21.
Alle er velkommen.



Feedback

Sidst opdateret

10.08.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin