Spring til indhold

Dialog i højsædet på Tuse Næs 

Lokalforum Tuse Næs havde inviteret kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune til et dialogmøde på Udby Skole.
25.08.2021

Tirsdag den 24. august på en lun sensommeraften var der fuldt hus i Pyramiden på Udby Skole.  

Årsagen var et dialogmøde, hvor interesserede borgere i lokalområdet Tuse Næs og kommunalbestyrelsen mødtes for at diskutere udvikling af hele lokalområdet Tuse Næs.  

95 interesserede borgere sad klar, da formanden for Tuse Næs Lokalforum, Henning Wallin, bød velkommen præcis kl. 18:30. 

Herefter bød borgmester Christina Krzyrosiak Hansen også velkommen, og kommunalbestyrelsen præsenterede sig.  


Formand for Lokalforum Tuse Næs Henning Wallin og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen ved dialogmødet på Tuse Næs.

Første punkt på dagsordenen var udvikling og bosætning - herunder hvad der blev betegnet som lange sagsbehandlingstider for blandt andet byggesager.  

Henning Wallin udtrykte - på lokalforums vegne - bekymring for, om den lange sagsbehandlingstid påvirker, at eventuelle tilflyttere vælger at droppe at bygge i Holbæk Kommune og især på Tuse Næs - og det samme for virksomheder.   

Naturprojekter Stiernes Sti blev også nævnt, for selvom der er stort fokus på at bygge boliger, så gør Tuse Næs meget for at bevare den skønne natur, påpegede Henning Wallin.  

Dernæst var det især trafiksikkerhed, der fyldte på dagsordenen: høje hastigheder på vejene, huller i asfalten, og krydset ved Udby skole og Udby Kirkevej blev belyst, og der blev belyst problemstillinger og løsningsmuligheder.  

I pausen summede snakken lystigt både ude og inde, og der blev tanket op med kaffe, kage og frisk luft.


Flere gik ud i pausen for at trække frisk luft på den lune aften for dialogmødet.

Med fornyet energi blev der sparket gang i dialogen mellem borgere og politikere. Alt fra vandløb, cykelstier og bilisters hastighed på vejene blev vendt.  

Stemningen var både seriøs og positiv, og der blev lyttet, taget noter og grint.  

Det var en aften, hvor alle havde mulighed for at ytre sig, og dialogmødet sluttede i en lige så positiv stemning, som det startede.



Feedback

Sidst opdateret

25.08.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin