Spring til indhold

Rekrutteringsstrategi

Vi sætter fokus på rekruttering og fastholdelse af social- og sundhedsassistenter og hjælpere på ældreområdet med en ny rekrutteringsstrategi.

Vi ser ind i en fremtid, hvor vi kan forvente, at der kommer markant flere ældre i aldersgruppen +80-årige i hele Danmark, og derfor også i Holbæk Kommune. Vi skal kunne tilbyde tilstrækkelig og kvalificeret hjælp og støtte til disse.

Med det øgede antal plejetrængende borgere kommer vi til at mangle hænder, hvis ikke vi sætter ind nu. Særligt SOSU-medarbejdere kommer til at mangle allerede om få år.

Derfor har Holbæk Kommune udarbejdet en fastholdelses- og rekrutteringsstrategi, som vil sætte retning for, hvordan Holbæk Kommune kommer til at arbejde med rekruttering og fastholdelse i de kommende år.

Strategien tager udgangspunkt i de ambitioner, der er formuleret af chefgruppen i Holbæk Kommune i ”Mod på kerneopgaven”. Her er der fokus på at ’skabe gode rammer’, have ’tillid og ansvar i ledelse’, skabe ’sammenhæng og samarbejde’, sikre ’viden og faglighed’ og have ’mod og stolthed’. Ambitionerne spiller alle en central rolle, når vi skal lykkes med at rekruttere og fastholde SOSU-medarbejdere.

Derudover er strategien inspireret af blandt andet KL’s handleplan om øget rekruttering i kommunerne på sundheds- og ældreområdet.

Mange har bidraget

Sidst men ikke mindst er strategien bygget ud fra den nyeste viden og er resultatet af et omfattende arbejde, hvor mange medarbejdere i forskellige dele af kommunen har bidraget. På denne måde har vi sikret, at det er blevet en strategi, som kan genkendes i hele kommunen.

Der er allerede mange tiltag, vi kan benytte os af. Disse handler om sund aldring, velfærdsteknologi, samskabelse, rette hænder til rette opgaver mm., og skal sammen bidrage til at fremtidssikre social-, ældre- og sundhedsområdet. Sammen skal vi finde de mest meningsfulde løsninger i hverdagen – tæt på kerneopgaven – så vi både styrker kvaliteten, effektiviteten og trivslen blandt medarbejderne.

Så tag godt imod vores nye rekrutteringsstrategi.

Du kan læse rekrutteringsstrategien her

Læs mere om at være SOSU i Holbæk Kommune her



Feedback

Sidst opdateret

24.09.2020

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin