PRESSEMEDDELELSE | Når brugerne af den nyindviede Holbæk Sportsby skal klæde om og i bad, bliver det med et kunstværk som ramme. Udsmykningen HYPERSEA er lavet af kunstner Stine Deja og støttet af Statens Kunstfond.
Holbæk Sportsby har allieret sig med installationskunstneren Stine Deja. Hun har designet omklædningsrummets udsmykning, som har fået titlen ”Hypersea”. Et kunstnerisk projekt, som består af tre elementer: et lydværk, afløbsriste ved bruserne og relieffer på væggene.
Vandet er fælles
“Med Hypersea ønsker jeg at vise de besøgende i Holbæk Sportsby, at selvom vores kroppe kommer i mange forskellige former og farver, så er vi mere ens end vi lige går og tror. Alle kroppe består af omtrent 65 procent vand. Vandet forbinder os og det er fuldstændig essentielt for vores eksistens på denne jord.” Sådan siger Stine Deja om sit nye værk Hypersea. Et værk, som ikke står udstillet på et museum, men derimod er en del af oplevelsen i den nyåbnede Holbæk Sportsby.
Udsmykningen af omklædningsrummene handler om vand på alle mulige måder. Vand har f.eks. en essentiel plads i Holbæk på grund byens placering ved fjorden. Vand har en fremtrædende rolle i Sportsbyen i kraft af den kunstige sø foran hallen. Vand fylder også meget i et omklædningsrum: ”Det er her, vi vasker os og her, vi fylder drikkedunken. Ideen for mig har været at formidle, at vandet her på jorden er fælles, det er noget vi deler, og vi gør det på alle mulige måder,” fortæller Stine Deja.
Lyden af vand
En del af kunstværket Hypersea udgøres af lyden fra Holbæk Fjords bølger, som er blevet optaget og flyder ud i omklædningsrummene via højttalere. Det er videnskabeligt bevist, at naturlyde får os til at slappe af. Stine Deja har bevidst valgt at arbejde med dette element. Desuden understreger lyden af vand hele værkets bærende idé: at vi alle stammer fra vand, og at vi er en del af den samme verden. Kunstneren har desuden arbejdet med farven ocean blue, for at give brugerne en fornemmelse af at være i et med vandet.
”Stine Deja har skabt et smukt og harmonisk rum under temaet vand, hvor det er rart og helt naturligt, at man tager et bad efter sin træning. Det er en positiv opfordring til dem, der ellers ville foretrække at vente med badet, til de kommer hjem”, fortæller direktør i Holbæk Sportsby, Carsten Damgaard.
Og netop dét faktum, at især unge i dag vælger de fælles badefaciliteter fra efter sport, har været en central bevæggrund bag beslutningen om at invitere en kunstner til at arbejde med omklædningsrum og bad. Med værket Hypersea bliver kunsten således brugt som en måde at forsøge at finde svar på denne udfordring. Formålet med værket er derfor også at se, om man ved hjælp af en indbydende ramme, kan få de unge til at vælge badet til, fortæller chef for Kultur- og Fritid i Holbæk Kommune, Brian Ahlquist.
Riste og relieffer
Når man bevæger sig videre fra omklædningsrummet ind i brusebadet overtages fjordens lyd af lyden fra det rindende vand i bruserne. Vandet forsvinder ned i riste, som er udsmykket med citater fra den feministiske filosof og teoretiker Astrida Neimanis tekster om vand i bogen Bodies of water.
Det sidste element er reliefferne på væggen. Her ses abstrakte kroppe, hvis fosterlignende form tager os tilbage, hvor vi startede – ved menneskelivets begyndelse. Ved første øjekast synes kroppene forskellige, men det er den samme krop, der blot er arrangeret forskelligt.
Hypersea er støttet af Statens Kunstfond
”Jeg er stolt over, at vi som kommune satser på kunstoplevelser til borgerne i hverdagen, også uden for de etablerede kulturinstitutioner. Lige fra kunst på vores gavle i byrummet og helt ind i det tætteste, vi kommer på et privat offentligt rum, nemlig omklædningsrummet.”, fortæller Formand for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune, Ole Hansen.
Han suppleres af formanden for Legatudvalget for Billedkunst, Søren Taaning: ” I Statens Kunstfond oplever vi at flere og flere kommuner satser på, at kunst bliver en del af borgernes hverdag. Holbæk Kommune har igennem længere tid arbejdet ambitiøst med kunst i det offentlige rum. Og i Holbæk Sportsby har Stine Deja med enkle virkemidler tilført omklædningsrummene helt nye dimensioner, så idrætsudøvere og brugere kan få en særlig kunstoplevelse, der lægger op til nye omklædningsrums-snakke både før og efter træningen.”, siger han.
Læs mere om Stine Deja her.
Udsmykningen er realiseret i et samarbejde mellem Statens Kunstfond, Holbæk Sportsby og Holbæk kommune.