24.06.2020
Det er slut med lappeløsninger på Hørby havn. Her har stykket, hvor bussen holder, fået ny asfalt i stedet for, at hullerne i vejen er blevet lappet. Det er en af de mange renoveringer, der er sat i værk, efter at Kommunalbestyrelsen i april besluttede at rykke renoveringsopgaver for 35 millioner kroner frem til i år.
Opgaverne skulle have været lavet i 2021 eller senere. Men da Regeringen og KL har indgået en aftale om at fjerne anlægsloftet i 2020 for at gavne økonomien i forbindelse med covid-19, var det muligt allerede at lave dem i år
"Muligheden for at fremrykke renoveringsopgaverne er både til gavn for erhvervslivet, der får opgaver i bogen i en trængt tid, og for borgerne, der får glæde af de enkelte renoveringer rundt omkring i lokalområderne," siger viceborgmester John Harpøth.
Legeplads og bygninger renoveret
Der er tale om renoveringer af kommunens ejendomme for i alt 25 millioner kroner og renoveringer af veje, stier, fortove og trafikanlæg for 10 millioner kroner. Blandt andet har legepladsen på Nr. Jernløse Skole i april fået nye fliser, asfalt og dræn i afløbsbrønden.
Samtidig er et projekt om at forbedre Kildebjergskolen, Mørkøv Børnehus og Mørkøv Hallen, så der bruges mindre energi på at opvarme dem, på vej i udbud. Projektet, som Holbæk Kommune laver i samarbejde med Mørkøv Fjernvarmeværk, vil sandsynligvis være færdigt i løbet af et par måneder.
Udover at se på, hvor der er det største behov, har man i udvælgelsen af projekterne lagt vægt på, at opgaverne kunne laves relativt hurtigt, så erhvervsdrivende ville have gavn af dem i år.
Se en liste over alle de fremrykkede projekter i Kommunalbestyrelsens dagsordenspunkt fra den 17. juni 2020
De fremrykkede projekter er en del af en større hjælpepakke til erhvervslivet i Holbæk Kommune, som Kommunalbestyrelsen vedtog den 8. april 2020.
Læs mere om hjælpepakken her