11.05.2020
Gislinge har fået hjælp til et projekt om modernisering af den lokale hal, og Store Merløse til at opbygge en hjemmeside, der skal styrke bosætningen. Og nu er det snart Regstrup og Tuse Næs' tur til at få hjælp til projekter af kommunens proces-fælles-skaber Christian Kobbernagel.
Det besluttede Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne forleden. Ordningen startede i oktober 2019, efter projektudvalget var blevet opmærksom på et behov for en fuldtids fælles-skaber, der kunne støtte lokalområder i større udviklingsprojekter eller i at styrke fællesskabet og samarbejdet i de enkelte områder. Her blev lokalområderne Gislinge, Store Merløse og Mørkøv udvalgt.
Læs mere om Holbæk Kommunes fælles-skabere her
Hjælp til at etablere sig som forening
Nu er turen altså kommet til Regstrup og Tuse Næs. I Regstrup er ønsket fra det nyoprettede lokalforum at blive klædt på til opgaven og få hjælp til at samle de små landsbyer og udvikle det sociale liv omkring hallen. Det arbejde starter den 1. juni.
Fra den 1. oktober vil lokalforum på Tuse Næs få hjælp til arbejdet med at etablere sig som forening. Det er et led i arbejdet med en lokal udviklingsplan for området.
Samtidig vil arbejdet i Gislinge blive forlænget i et halvt år.
Læs mere i dagsordenspunktet for Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne.