21.04.2021
Holbæk Kommunes regnskab for 2020 viser et år, hvor Covid-19 satte sit præg på det meste. Alligevel kommer kommunen ud med et fint resultat til trods for det meget usikre år.
Kommunen lander således på et samlet overskud på 103,2 millioner kroner. Da budgettet i sin tid blev lagt, regnede man med et overskud på 26 millioner kroner.
Kommunalbestyrelsen har nu sendt regnskabet til revision, som reglerne påbyder.
”Det er med en vis portion stolthed, at vi sender regnskabet til revision. Det er lykkedes at styre økonomien sikkert i havn igen i år, hvor Covid-19 ellers fik en række udgifter til at eksplodere. Jeg er meget tilfreds med resultatet, og vi skylder en stor tak til ledere og medarbejdere på tværs af organisationen, der har arbejdet hårdt for at holde styr på pengene”, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Holbæk Kommune har fået 93,3 statslige millioner til at dække ekstraomkostninger i forbindelse med Covid19. Det er medvirkende til resultatet.
Til gengæld er der brugt flere penge i driften, som blandt andet dækker over serviceudgifter, forsørgelsesudgifter og medfinansiering til sygehusene. Her endte Holbæk Kommune med at bruge 52,3 millioner mere end budgetteret. Det er især forsørgelsesudgifterne, som er steget på grund af Covid-19. Serviceudgifterne viser faktisk et mindreforbrug.
For at understøtte erhvervslivet og kulturlivet i pandemiens skygge har Holbæk Kommune blandt andet oprettet en erhvervs- og kulturpakke, der holdt hånden under de lokale kulturaktører, der ikke var dækket af de statslige pakker. Herudover hævede Holbæk Kommune sit anlægsbudget for at fastholde beskæftigelsen og holde hjulene i gang.
Blandt andet har man fremrykket en række investeringer på havnefronten i Holbæk by. Sammenlagt blev der brugt 258 millioner kroner på anlæg, hvilket er 35,3 millioner kroner mere, end der oprindeligt blev afsat i Budget 2020.
”Det har været ekstremt vigtigt for Kommunalbestyrelsen at understøtte erhvervs- og kulturlivet, og som kommune har vi skruet på de knapper, vi overhovedet har kunnet. Jeg håber og tror, det har haft en positiv effekt for store dele af vores erhvervsliv”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Til trods for det positive regnskabsresultat er der dog grund til opmærksomhed på, at det samlede mindreforbrug på serviceudgifterne dækker over både mindre- og merforbrug på tværs af udvalgene. Der har således været et merforbrug på både Udvalget for Børn og Skole og Socialudvalget. Herudover har der jo været et stort merforbrug på forsørgelse på Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse.
”Der er fortsat behov for en stærk styring af økonomien. Det hører dog også med til historien, at netop de tre udvalg, der har haft merforbrug, også har fået væsentlige løft i forbindelse med Budget 2021. Det håber jeg, vi kan aflæse, når vi følger op på vores forbrug i løbet af året”, slutter Christina Krzyrosiak Hansen.