10.08.2021
Den smukke Holbæk Fjord strækker sig over godt syv kilometer. Fjorden og området omkring er hjemsted for et rigt dyreliv, og er samtidig hjemsted og base for et væld af fritidslivets mangfoldige muligheder.
Foreninger ved fjorden har aktiviteter i vand og på land, og hyggelige begivenheder langs fjordens giver indhold til både underholdnings- og velværekontoen.
Fjorden har nu fået sin egen dag, og det er søndag d. 15. august i Holbæk kl. 10.00-15.00.
Kajak, sup board, fiskeri og meget mere
På dagen kan du opleve de mange muligheder, som foreningerne ved fjorden byder på. Det kan være kajak, sup board, fjordsvøm, fiskeri, søspejder, saunagus, yoga, sejlads, løb og meget mere.
Du kan for eksempel møde Holbæk Kajak Klub, Søspejderne, Holbæk Sejlklub, Kystlivscentret, Holbæks Grønne Lunge, Holbæk Roklub, Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, Holbæk Svømmeklub, Vinterbadeklubben Holbæk, Holbæk Træskibslaug og Holbæk Løbe- og Motionsklub.
Deltag i løbeklubbens 4,5 km løb med målstreg ved ishuset Sonny Boy. Din deltagelse i løbet udløser én is hos Sonny Boy. Tilmeld dig løbet her.
Deltag i Holbæk Svømmeklubs Åbent Vand arrangement med start på henholdsvis Venedig (3,6 km) og Hørby Havn (1,8 km). Mere info samt tilmelding.
Udover de mange aktiviteter kan du springe ombord og få en gratis sejltur med Hjalm eller gå Fjordstien og se foreningernes tilbud på ruten fra Søbadet Venedig til Holbæk Marina.