15.09.2021
Hop på bussen og lad bilen stå. For det er bedre for klimaet, hvis vi rejser sammen, frem for hver for sig. Det er det budskab, som Movia og 18 forskellige kommuner, herunder Holbæk Kommune, vil fortælle ved at lade det være gratis at køre i bus. Det sker, når der fejres klimadag lørdag d. 18. september.
”Det grønne område står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune, og vi skal blandt andet gøre, hvad vi kan for at nedbringe CO2-udledningen. En af måderne er, at flere igen gør brug af den kollektive transport efter corona. Derfor håber jeg, at mange vil benytte tilbuddet om at køre gratis med busserne på klimadagen lørdag d. 18. september,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune, og tilføjer, at der allerede til november i år indsættes el-busser på linjerne 501A og 502 i Holbæk.
I Holbæk Kommune er linjerne 501A, 502, 505, 507 og 530 omfattet. Det er kun de nævnte buslinjer, der er omfattet af de gratis rejser på Klimadagen. Er en bestemt buslinje ikke nævnt skyldes det, at det ikke er en lokal linje, eller den normalt ikke kører om lørdagen.
Kommuner og regioner på Sjælland er sammen med Movia langt fremme på den grønne omstilling. Sammen har vi fastlagt et fælles mål om, at alle busser kører fossilfrit i 2030, heraf mindst halvdelen på el. Movias flextrafik skal udelukkende køre i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på lokalbanerne er eldrevne.